Aarrhhhhhh….. Lys, frisk luft, varme… Tænk, at det kan føles så rart! Efter at have besøgt Andreas i Palo Alto er de sidste godt 3 uger blevet tilbragt indespærrede i den mørke, snuskede og indelukkede hule vi kalder vores lejlighed. I virkeligheden er den slet ikke så snusket og indelukket når bare man sørger for at komme lidt ud og åbne et vindue en gang imellem, men diverse vira, bakterier og TA’s har skiftedes til at holde os svinebundede til henholdsvis sofaen, sengen og computeren og fyldt vores hoveder med C-koder, snot og matematiske formler, så overskuddet til at være friske og udadvendte har været rimeligt begrænset. Ud over en masse gode oplevelser og minder var det lykkedes den gode Lundemann at slæbe en eksotisk nord-Californisk virus med sig hjem fra Palo Alto. Uha, uha! Det skulle vise sig at blive noget af en krasbørstig satan at komme af med igen, da først den havde sat kløerne i ham. Men efter i et par dage at have snittet 22 timers søvn i døgnet (i perioder var jeg lettere nervøs, for det er meget, selv for Lundemann!), lykkedes det ham at komme ud på den anden side i en lidt friskere, hostende og snottet tilstand. Men ak og ve! Det skulle snart vise sig, at den farlige virus havde kastet sig over sit næste offer… Mig! Jeg brugte også det meste af en uge på at blive frisk igen, så en overgang var vi ret ynkelige. Det skal naturligvis siges, at det gamle udtryk om at: “uden mad og drikke duer heltene ikke” holder ganske fint stadigvæk, så et par gange måtte vi jo slæbe os op til vores gode ven VONS for at proviantere. Her blev jeg dog hurtigt en erfaring rigere; selv om amerikanerne generelt er meget åbne, venlige og udadvendte mennesker, er der en del som stadig er ret bange for svineinfluenza, og frygten for grise-virus kan åbenbart lægge en dæmper på selv den bedste amerikaners høflighed. Så efter at have stået ved siden af en ældre dame og nyst tre gange foran den minimum 50 meter lange køledisk med juice, hvor jeg havde forsøgt at tage stilling til en væsentlig og næsten uoverskuelig problemstilling omkring smag og mængden af pulp (frugtkød – ja, det er ikke bare ‘med’ eller ‘uden’ som derhjemme; her snakker vi ‘no pulp’, ‘little’, ‘medium’, ‘high’ og ‘thick pulp’) i vores juice, forventede jeg på baggrund af hendes meget chokerede og bebrejdende blik, at hun hvert øjeblik ville tilkalde security for at få mig slæbt ud af butikken. I hvert fald fik jeg indtil flere skulende blikke fra andre kunder mens jeg snøftede mig gennem butikken, så indtil videre har jeg besluttet mig for ikke at blive forkølet igen herovre… Eller i hvert fald at holde mig til pizza’er fra Papa John’s hvis det skulle ske…
Lækker selv-designet internet-pizza fra Papa John’s.
Men lad os vende tilbage til begyndelsen og kilden til den farlige virus. Da Andreas jo havde været nede og sige hej til os, besluttede vi os for, at det kun ville være passende hvis vi kørte op og sagde hej til ham også. Så torsdag morgen, godt en uge efter vores cowboy-eventyr, pakkede vi kareten og kørte mod horisonten og nye eventyr. Denne gang var målet dog Palo Alto og Stanford. Efter en god køretur på godt 8 timer, hvor vi for alvor fik nydt godt af cruise-control, car pools, Waze (iPhone GPS-app som klart kan anbefales!) og benzin til ca. halv pris af derhjemme, trillede vi ind på parkeringspladsen foran Andreas’ studie-hybel i udkanten af Stanford campus. Andreas bor sammen med en indisk medicin-studerende og en tysk fyr, som vist ikke rigtigt viser sig uden for sit værelse i tilstrækkeligt lang tid til at man kan nå at spørge ham hvad han egentlig laver… Men vi nåede da at finde ud af, at hans foretrukne spise er chokolade-muffins. Efter at have tilberedt og fortæret et fortræffeligt måltid kylling i karry med tilhørende delikate mikroovns-ris smuttede vi afsted for at se Stanfords damehold spille basket. Åbenbart er de ret skrappe, og det skulle da også hurtigt vise sig, at de velvoksne damer overgik vores universitets baskethold, både hvad angår popularitet, men øjensynligt også evner på banen (og her hentyder jeg altså til herreholdet som vi tidligere har været ude og se!). Chearleaders’ne blev kastet højere op i luften, bandet truttede højere og den noget bizarre træ-maskot dansede vildere end hvad vi så på UCSD. Det eneste jeg måske vil fremhæve negativt var halvlegs-underholdningen, for selv om der ikke var noget på UCSD var det alligevel at foretrække frem for det de diskede op med på Stanford. I anledning af, at et eller andet kvindebasket-jubilæum skulle fejres havde de indsamlet en flok (overordentligt) ældre damer som en gang i deres spæde ungdom rent faktisk havde dyrket basket. Formålet var, at de pågældende damer skulle vise alle os andre, hvordan man spillede basket dengang, for reglerne har åbenbart ændret sig siden. Øjensynligt var det dog så længe siden, at de damer ikke længere selv var i stand til at huske hvordan det nu lige var de havde spillet den gang, og underholdningen blev derfor til en noget rodet affære med et sted mellem 8 og 14 damer (de havde ikke lige forstået princippet bag en udskiftning) der humpede rundt mellem hinanden og mest af alt lignede nogen der burde have holdt sig hjemme under et tæppe med noget strikketøj. En af damerne var dog en 2-3 hoveder højere end de andre, og efter at have stået og kastet bolden op på kurven en 10-12 gange lykkedes det hende faktisk at få den i, til stor jubel for hele hallen. Nå, men Stanford’s skrappe damer (de unge) vandt stort, så da vi havde kæmpet os ud fra parkeringspladsen satte vi kursen mod ‘the Nuthouse’ i downtown Palo Alto hvor vi lige fangede en enkelt øl og et spil pool, inden vi hoppede hjem i seng. Næste morgen skulle vi nemlig tidligt op for at følge i sporene på Al Capone til fængslet på Alcatraz!
