Med lidt supplerende indkøb er vi nu faldet ret godt på plads i vores nye lejlighed i Southwark, ikke så langt fra Tower Bridge, på sydsiden af Themsen i den gade hvor der står en stor skulptur af bryggerhesten Jacob og hvorfra man kan gå til London Bridge på 10 minutter (eller tage bussen på ca. 5). Vores udlejer har stadig ikke fikset  lyset i stuen, og vi har ikke fået nogen støvsuger, på trods af, at den har manglet lige fra starten og vi nu har klaget over den utallige gange. Til gengæld har vi været i IKEA på den klassiske flytte-i-ny-lejlighed-indkøbstur og lært, at det er en dum ide at forsøge at slæbe et strygebræt og et tørrestativ gennem en af London’s største stationer i myldretiden.

Det er et hyggeligt område vi bor i med en masse ny-istandsatte pakhuse og en fornuftig afstand til stationen hvorfra vi kan fange toget til kontoret, som ligger i Crawley syd for London. Billeder fra lokalområdet:

[See image gallery at erikshoj.dk]

Tiden går hurtigt. Vi gør vores bedste for at få kigget os lidt omkring og jeg har haft besøg hjemmefra i flere omgange. Isa kom forbi i weekenden omkring min fødselsdag, og vi fik leget turister med shopping på Oxford Street, teater-tur (vi så Wicked), markedsbesøg og ture forbi klassikere som Houses of Parliament, London Eye, Westminster Abbey, Hyde Park m.m. Det mest interessante var nok søndag, hvor vi på anbefaling tog på markedstur til Spitalfields Market, Brick Lane, Columbia Road Flower Market og Broadway Market (som dog kun er åbent om lørdagen).

[See image gallery at erikshoj.dk]

Op til den sidste weekend i maj fik jeg også besøg af mor og Christina. Vi fik ikke leget turister i klassisk forstand, men tog op og spiste japansk/brasiliansk/peruviansk fusioneret mad på SUSHI SAMBA på toppen af Heron Tower. Lækker mad og flot udsigt! Lidt shopping blev det dog til, og så fik vi prøvet at få afternoon tea på et af de store hoteller. Mor skulle hjem til fest om lørdagen, så Christina og jeg var på egen hånd fra fredag til søndag. Det blev til besøg på Tate Modern, og vi brugte en masse tid i områderne Angel/Islington og Shoreditch hvor der er masser af sjove/skæve butikker og et lækkert grønt område ved Regents Canal som er fyldt med husbåde.

Velkommen til UK. Her er spændende og masser af muligheder for underholdning. Ikke så meget når man sidder på et hotelværelse i Crawley og venter på at få en lejlighed uden andet at lave end at se serier i fjernsynet, men når man tager til London er det ret cool. Det gjorde vi allerede dagen efter vi var ankommet. Vi skulle møde Karen fra vores relocation-agency, som er blevet hyret af Novo til at hjælpe os med at finde en lejlighed. Karen kørte os rundt i sin blå Renault i 9 timer så vi kunne se 15 forskellige ‘flats’, hvorefter vi var ret klar til at vælge én. Det er dog ikke noget man sådan lige får arrangeret, så vi måtte tilbage til Crawley og vente pænt.

Med ‘vi’ mener jeg Jason og jeg selv. Jason er også graduate hos Novo, og er ligesom jeg blevet sendt herover, så vi deler en lejlighed de næste 8 måneder. TIl ære for Jason og evt. andre der måtte have lyst til at læse med har jeg kørt indlægget her igennem google translate, og rettet de værste ting, så der er en engelsk oversættelse klar i bunden (english translation below).

Fredag var første dag på kontoret. Folk er flinke og rare, og jeg blev pænt vist rundt og fik hilst på dem der var mødt ind den dag. Det var dog ikke så mange, da rigtig mange primært arbejder hjemmefra. Største udfordring blev at gennemføre en ‘driver risk assessment test’, så jeg kan blive forsikret og få lov at køre bil herovre. Lørdag var vi en tur i London igen, denne gang for at lege turister. Hyde Park, Buckingham Palace, Natural History Museum og Piccadilly Circus blev highlight’sne på vores tur.

Vores hotelværelse blev ikke mere spændende hen over weekenden, så mandag tog vi til Brighton da det var helligdag. Vi har gjort os mange overvejelser om hvor vi skal bo (Brighton vs. London), men er endt med at satse på London, så det var meget sjovt at se hvad vi kommer til at gå glip af. Der var festival i byen, så vi var ikke de eneste der havde fundet på at tage derned…

Tåge i Brighton

Det blev en kort arbejdsuge, for fredag var ventetiden og papirarbejdet overstået. Det var blevet tid til at vi fik sagt farvel til vores hyggelige, men noget kedelige hotelværelse i Crawley, og fik fat i nogle nøgler til vores nye lejlighed i Southwark, London.

Welcome to the UK. It is exciting and there’s lots of things to do. Not so much when you are sitting in a hotel room in Crawley with nothing better to do than watch series on television, but when you go to London, it is pretty cool. We went on the second day we were here. We had to meet Karen from our relocation agency. Karen drove us around in her blue Renault for 9 hours so we could see 15 different flats, and so we were really quite ready to pick one. However, it is not that easy to set up, so we had to return to Crawley and wait.

Friday was the first day in the office. People are nice and friendly, and I was shown around and introduced. The biggest challenge was to complete a driver risk assessment test, so I can be insured and allowed to drive a company car. On Saturday, we went to London again, this time with a more touristy approach. Hyde Park, Buckingham Palace, the Natural History Museum and Piccadilly Circus were the highlights.

Our hotel room didn’t get more exciting over the weekend, so Monday we went to Brighton as it was bank-holiday. We’ve been thinking quite a bit about where to live (Brighton vs London.), but has ended up going for London, so it was very fun to see what we’re going to miss. There was a festival in town, so we were not the only ones who had decided to go there …

It was a short week at work, since the wait and paperwork was over Friday, and we had taken the day off. It was time we said goodbye to our cozy, but somewhat boring hotel room in Crawley, and got some keys to our new flat in Southwark, London.

Så var det blevet tid til, at vi skulle ud og se os omkring igen. Et slagtilbud på icelandair var lige en tand for fristende, og onsdag den 2. kl. 2015 hoppede vi derfor i en flyver med kurs mod verdens nordligste storby, Reykjavik. Planen var at få slappet godt af, set lidt på naturen, spist noget fisk og måske få shoppet lidt i Reykjavik.

Som det kan ses på kortet var vores aktiviteter primært koncentreret omkring øens sydvestlige hjørne, men det skulle også vise sig, at der var masser af spændende ting at lave her. Det der med afslapning blev der i hvert fald ikke så meget tid til som forventet…

Dag 1
Dagen bød på gletcher-vandring og isklatring på Mýrdalsjökull gletcheren på øens sydlige del. Vi havde booket turen gennem firmaet arctic adventures og blev hentet på vores hotel omkring kl. 0830. Herefter blev det meste af dagen brugt på gletcheren og et enkelt stop ved et vandfald, inden vi om aftenen, som de gourmand’er vi nu er, valgte at bestille en Domino’s pizza til vores hotelværelse.

Dag 2

Som de friske unge mennesker vi nu en gang er, havde vi endnu en gang booket pladser på sådan en oplevelses-tur! Denne her havde vi fået anbefalet hjemmefra og vi skulle blandt andet ud og lege hulemennesker og ud og snorkle i meget koldt vand. Vores guide var en rigtig flinker-fyr, og vi blev igen afhentet på hotellet, hvorefter vi satte kurs mod Þingvellir nationalpark, sammen med et norsk og et amerikansk par.

Som det måske kan anes på billederne var det begyndt at blive mørkt da vi endelig kom ud af hulen, og vi satte derfor kursen tilbage mod Reykjavik så snart vi havde fået afmonteret alt vores hule-kravle-grej. Tilbage i byen tog vi forbi AVIS og afhentede den lejebil vi havde bestilt, hvorefter den stod på bad og omklædning på hotelværelset (og en lille morfar). Herefter tog vi ud og spiste sammen med et amerikansk par, Bennjin og Katie (som faktisk var på bryllupsrejse), hvorefter vi alle fire kørte på jagt efter nordlys. Der er en masse ting der skal gå op i en højere enhed hvis man skal være heldig og se det, men vi havde researchet lidt og generelt skulle mulighederne være ret gode den aften. Desværre var det bare rimeligt overskyet, og på trods af at vi kørte rundt i små 4 timer lykkedes det os aldrig at finde et fornuftigt hul i skydækket så vi kunne se noget lys… Men selv om vi var godt trætte var det nu stadig meget hyggeligt!

Dag 3

Efter to aktive dage var det blevet lørdag, og den var afsat til afslapning og shopping. Vi startede med at køre til den blå lagune hvor vi havde booket tid til massage og badning om formiddagen. Eftermiddagen blev brugt på at kigge nærmere på Reykjavik…

Lidt aften-fotografering blev det sidste vi nåede den aften. Da skydækket ikke så ud til at være meget bedre end det havde været den foregående aften besluttede vi os for at droppe lys-jagten, og tog i stedet tilbage til hotellet og gik på hovedet i seng.

Dag 4

Var dagen hvor vi for alvor skulle udnytte vores lejebil. Golden Circle er en klassisk tur for turister i det sydvestlige hjørne af Island som bl.a. bringer en forbi et stort vandfald, Gulfoss, geyseren Geysir (som har lagt navn til alle verdens andre geysere), og nationalparken Tingvellir, som vi dog allerede havde set lidt til da vi var ude og snorkle. Vi havde besluttet os for at lægge ud med de tre ovennævnte sights og så se hvad vi ellers kunne nå.

Dag 5 var vores hjemrejse dag, og de par timer vi havde efter morgenmad og indtil vi skulle være i lufthavnen brugte vi på lige at kigge lidt rundt i Reykjavik igen.

Vi havde en rigtig fed tur, og Island er et super sted at besøge, især hvis man er til natur og udendørsoplevelser. Men selv om man er mere til shopping og afslapning er der stadig en hel del at komme efter i kombinationen af den blå lagune og Reykjavik. Island kan i hvert fald sagtens anbefales og vi skal helt sikkert tilbage!

Med vores farvel til Sanne var vores USA-eventyr uigenkaldeligt ved at nærme sig sin afslutning.

Næste og sidste punkt på vores tur var New York, inden vi den 8. august skulle hoppe på en flyver og vende næsen mod nordligere himmelstrøg.

Forinden havde vi dog lige et bilsalgs-projekt der skulle overstås, og en masse ting der skulle opleves i byen der aldrig sover!

Turen fra Boston til NY må nok betegnes som turens sidste egentlige etape. Det gjorde, at den også var en smule vemodig. Trods alt var det en ikke uvæsentlig del af vores ferie som var blevet tilbragt godt pakket ind i Chryslerens lædersæder. En smule bonusinfo til de interesserede:

• Vi havde i alt kørt 18.746,3 km (svarende til 11.648,4 miles eller en smuttur til Mumbai i Indien og hjem igen) siden vi forlod San Diego.
• Med en optimistisk gennemsnitshastighed på 80 km/t svarer det til, at vi har tilbragt 9.76 døgn eller 234 timer i bilen.
• Samlet set havde vi brugt omkring 506 gallons benzin (svarende til 1916 L).
• Med de (ifølge amerikanerne) uhyrlige benzinpriser har det givet en samlet benzinudgift på ca. 11.132 Dkr. Tilsvarende pris i DK: 21.076 Dkr ved en pris på 11 kr/L.

I tråd med vores hidtidige oplevelses-gaver, havde jeg, i anledning af min fødselsdag, modtaget et gavekort til en tur på Broadway til en forestilling efter eget valg af mine to rejsekammerater. Vi endte med at se Memphis, som helt klart godt kan anbefales!

Som allerede nævnt havde vi, udover en masse spændende ting vi skulle have set, også en bil vi skulle have solgt inden vi forlod byen. Den smarteste måde at gøre sådan noget på, er noget der hedder craigslist, amerikanernes forsimplede udgave af den blå avis, som vi også havde brugt da vi i sin tid købte bilen. Imidlertid er der en masse regler for hvordan sådan nogle annoncer skal være, og vi brugte derfor nogle dage på at få vores annonce op og køre, uden der egentlig skete så meget yderligere med salget. Det bevirkede dog, at vi havde tid til at få sightsee’et.

Efter et par dage kom der imidlertid mere gang i bilsalget, og vi begyndte at få lavet nogle aftaler om fremvisninger. Desværre er Manhattan ikke lige det mest sælger-venlige sted og de fleste af de folk der var interesserede boede et godt stykke udenfor centrum. Således fik vi brugt temmeligt meget tid på at køre rundt i New Yorks myldretidstrafik for at mødes med folk der gerne ville se på vores fine dyt. Desværre er en Chrysler med 160.000+ miles på bagen (255.000+ km) ikke det der får de fleste amerikanere til at klappe deres arme sammen i begejstring, og frustrationerne steg stødt i takt med, at folk sagde nej tak til at købe vores bil på trods af, at vi ellers diskede op med de bedste salgstaler.

Alt i alt endte bilsalget med at tage en del mere af vores tid end vi lige havde håbet på fra starten af. Vi nåede faktisk helt hen til lørdag morgen før det lykkedes os at komme af med den, og på det tidspunkt var vi begyndt at være rimeligt stressede, med udsigten til at skulle afsted mandag. Men ikke desto mindre lykkedes det, langt ude i et villa område i New Jersey, at få den afrikanske gut på billedet til at overtage vores bil. Vi måtte dog give et afslag i prisen i forhold til hvad vi oprindeligt havde betalt, men for en bil som vi havde kørt lige knap 20.000 miles på 6 måneder var det nu også meget rimeligt.

Med bilsalget ude af verden var resten af tiden afsat til sjov og ballade. Efter en lidt for lang bustur tilbage til NY fik vi gravet Andreas op ad sengen, og tog så ud for at se lidt nærmere på Highline Park og Meatpacking district.

New York er en lækker by, og der er mange fede ting at se og opleve. Ikke mindst når man kommer lidt ud over de allemest turistede ting.

Søndag aften tog vi ud og kiggede på Brooklyn Bridge, og efterfølgende blev en stor del af natten brugt på at strukturere vores stærkt reducerede, men stadig anselige mængde bagage. Det lykkedes, men de næsten klaustrofobiske forhold på vores værelse gjorde ikke noget godt for processen. Midt på ugen var vi flyttet over på Hotel 17 midt på Manhattan. Det var ikke så store værelser, men meget hyggeligt, billigt og så lå det super centralt, så vi kunne dårligt brokke os.

 

Vores sidste dag i byen blev brugt på at få ordnet nogle enkelte absolut nødvendige indkøb, inden vi samlede vores ting op på hotellet og satte kursen mod lufthavnen.

Foran os lå en 9-timers flyvetur og et længe ventet gensyn med Danmark, familie og venner efter 7 måneders oplevelser og eventyr i guds eget land.

Vores omstillingsprocess har forløbet ganske fint, selv om det har været lidt hårdt at acceptere, at gråvejr, regn og temperaturer væsentligt under 20 grader bare er en del af hverdagen, at madlavning ikke er noget man foretager sig i badebukser i en jacuzzi under åben himmel, og at man ikke lige kan samle et par tacos op på et hvilket som helst gadehjørne til næsten ingen penge når man er sulten. Men det er nu alt sammen småting sammenlignet med hvor rart det er at være hjemme igen og have familie og venner lige omkring sig.

Og med disse ord må bloggen siges at være slut. Det har været sjovt at skrive den, og håber også du har fået lidt ud af at læse den – tak fordi du læste med!

 

Hanegal, duften af ko-møg og en ordentlig gang morgenmad var hvad vi stod op til efter en god nats søvn i Lancaster. Det var som nævnt tidligere ikke en amish-familie vi var endt med at bo hos, men derimod en selleri-gård midt i amish-land. Så efter morgenmaden lagde vi ud med lidt sightseeing i området. Det mest karakteristiske er egentlig nok menneskene og deres tøj, og så de hestevogne som de kører rundt på. Det gør det der sightseeing til en lidt underlig affære, for man føler sig lidt påtrængende ved at køre rundt og glo på mennesker som egentlig bare har gang i en, efter deres mening, ganske almindelig hverdag. Samtidig er de ikke så glade for at blive fotograferede, så selv om vi så indtil flere begrænser bevismaterialet sig til et par hurtige snapshots af et par hestevogne.

Dagens endelige mål var Boston, og da vi havde en god bid vej foran os valgte vi at springe mange af de ellers karakteristiske stops på små mejerier og håndværksbutikker over.

Efter Princeton gik turen direkte videre mod Boston. Her havde vi været så heldige, at få lov til at bo hos Sanne (endnu en medtekker) som er i USA i forbindelse med sin Ph.D.Faktisk havde Sanne selv været så letsindig at tilbyde os at vi måtte komme, men vi er lidt bange for at hun nåede at fortryde det i det øjeblik vi gik i gang med vores vasketøj. I hvert fald lykkedes det os at skabe en mindre eksplosion i Sanne’s lejlighed, som det skulle komme til at tage os det meste af weekenden at få ryddet op efter igen. Men vi satte nu stor pris på muligheden for at få vasket tøj!!!

Da vi var færdige med rundvisning tog vi fra Cambridge og Harvard over på den anden side af Charles River og kiggede på endnu et campus, nemlig Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Vi brugte ikke så lang tid på at se selve campus, men tog hurtigt videre ind på deres museum for at se nogle af de mange sjove ting der er blevet opfundet på MIT.

Vi endte med alle sammen at tage ud og se lidt på Bostons natteliv. Næste dag skulle Sanne til fødselsdag hos sin vejleder, så vi tre drenge besluttede os for at tage ud og sight-see’e lidt på egen hånd. Sanne anbefalede en gåtur ad Freedom Trail som skulle bringe os forbi en masse spændende historiske steder i Boston, så den tog vi. Boston er stærkt knyttet til historien om hvordan kolonisterne fik gjort amerika uafhængigt af englænderne og grundlagt USA, da det i bund og grund var her at det hele startede. Sporet guider en forbi alle de væsentlige steder i den forbindelse.

Resten af dagen blev brugt på at lave lækker hjemmelavet mad i Sannes køkken, hvorefter vi tog ud og så nærmere på nogle af de irske pub’s. Den efterfølgende dag lagde vi ud med noget shopping, hvorefter vi gik en fin tur langs med Charles River.

Vi havde nogle rigtig gode dage i Boston, og havde det ikke været fordi vi havde en bil som gerne skulle sælges inden vores fly afgik tilbage til Danmark en uges tid senere kunne vi sagtens være blevet hængende et par dage mere. Det var i hvert fald rart at nyde alle de goder der er ved at bo i lejlighed frem for på hotelværelser, så vi vil godt sige mange tak til Sanne for at have ladet os indtage hendes lejlighed i et par dage. Kig eventuelt ind på sannes blog som der er linket til forneden, og se hendes beskrivelse af vores ophold.

Som nævnt i sidste indlæg nåede vi heldigvis frem til vores hostel i tide til at blive modtaget af en lettere excentrisk hostel-far. En ordentlig gang vejarbejde på vej ind i Washington havde skabt lidt yderligere forsinkelser på den sidste del af turen, men vi blev da installeret i hver vores køjeseng, som alle så ud til at være gamle nok til at de kunne have været brugt som feltsenge under krigen. Alt i alt må hostel’et siges at være acceptabelt, men ud over at være beliggende i den bydel der kaldes Adams Morgan vil det være synd at sige, at det havde meget at byde på.

Næste dag var vejret ikke noget at råbe hurra for. Gråvejr, regn og en heftig varme gjorde det temmelig uudholdeligt at bevæge sig rundt udenfor. Vi satsede derfor på at holde os til lidt indendørs-sightseeing i mange af de spændende museer og bygninger omkring National Mall hvor vi kunne nyde godt af aircondition. Et overset multi-tool i en af vores tasker satte dog en effektiv stopper for den plan, og vi endte med at bruge alt for lang tid på at vandre rundt udenfor de mange museer.

Uden leathermans eller andre dødsensfarlige genstande i taskerne slap vi (let?) igennem diverse sikkerhedstjek og vi fik set både Library of Congress og the Capitol. En enkelt nød-deodorant måtte lade livet undervejs, men ellers gik det fint.

Da vi havde afsluttet segway turen henad aftenen var det blevet tid til at forlade DC. Næste dag var det meningen, at vi skulle bruge lidt tid på at se den militær-historiske park omkring byen Gettysburg, hvor det efter sigende vigtigste slag under den amerikanske borgerkrig fandt sted og vi fandt os derfor et lille hotel udenfor Baltimore som lå strategisk godt placeret i forhold hertil.

Da vi var færdige med at kigge på slagmarker besluttede vi os for at forsøge os med en overnatning på en gård midt i USA’s 3.-største Amish-samfund i Lancaster, Pennsylvania.

Coca-Cola, en stor sten, reparations-vanskeligheder og olympiade. Og så lidt natteliv… Det er sådan ca. den korte sammenfatning af vores oplevelser og det næste indlæg herinde på bloggen. Skulle du have mod på mere, så kommer den lange historie her.

Efter rafting og andet godt nord for Atlanta ankom vi sent torsdag aften til vores hotel lige udenfor den olympiske by fra 1996. De 160.000+ miles som Chrysleren efterhånden havde fået på bagen var begyndt at udtrykke sig så kraftigt i form af en heftig rumlen/rysten i rattet, at vi havde besluttet os for at vi hellere måtte opsøge en mekaniker. Det var derfor første punkt på dagsordenen fredag, og efter at have kørt lidt rundt fandt vi da også en som havde tid til at re-aligne hjulene og rattet. Det skulle tage et par timer, så vi besluttede os for at tage på Coca-Cola museet imens (Coca-Cola er opfundet i Atlanta!).

Desværre nåede vi kun lige ud af døren fra værkstedet, før deres mekaniker ringede os op og fortalte, at det nok ville være lidt mere kompliceret end som så, at få rettet op på vores amerikanske venindes skavanker. Damen trængte åbenbart til nye hofter (indre og ydre tire rods) og med bedøvelse var det altså en hel-dags operation, så vi blev bedt om at komme igen mandag. Da vi har et relativt stramt ferie-program og gerne skulle videre mod Washington DC og nye oplevelser, besluttede vi os for at køre hende lidt forsigtigt og håbe på, at vi ville kunne nå frem til DC uden åbne brud eller andre større skader. Nå, men efter at den gode doktor-mekaniker havde fragtet vores bil ned fra operationsbordet igen kørte vi ind til Coco-Cola museet.

Sjovt nok er det hele meget Coca-Cola agtigt, men det er nu alligevel ret imponerende at se hvor mange forskellige projekter de har haft deres fingre nede i, samt deres dedikation til at gøre det at smage på noget sirups-vand med bobler til en positiv oplevelse i stil med en tur i Disney-land. Personligt er det måske ikke helt den følelse jeg sidder med når jeg søndag med tømmermænd skyller en klistret pizza fra den lokale ned med en kold Cola, men deres begejstring og dedikation er ikke desto mindre beundringsværdig. Det hele bliver afsluttet i deres smags-hal, hvor man kan få lov til at smage på over hundrede af de mange forskellige læskedrikke som Coca-Cola står for at lave. Dog kræver det, at man altså er i stand til at kæmpe sig forbi de mange sukker-hungrende amerikanere som efter en times museums-besøg nu er nærmest paniske for at få hældt noget sukker-vand indenbords. Vores overskud var ikke saa stort, og vi nåede derfor ikke så langt…

Da vi erfarede, at Charlotte gemte på en ægte perle i form af en bar ved navn Valhalla som er drevet af en nordmand og spækket med Carlsberg og andet godt måtte vi naturligvis ud og kigge nærmere på den. Imidlertid endte det med at blive lidt af en prøvelse for vores lollandske ven, Muf, som har haft en hård tid her i syden. Det har nemlig vist sig, at den unge mand har en komfort-temperatur lige et sted mellem 22,8 og 23,5 grader (C, ja…). Stiger temperaturen meget over dette interval omdannes vores unge ven ganske hurtigt til flot-fyr udgaven af Svend fra De Grønne Slagtere (og ja, det er Mads Mikkelsen der spiller Svend). Det kan godt skabe visse vanskeligheder når man her i syden skal i byen og tage sig ud fra sin bedste side, og Lundemann var derfor på en hård prøve den aften i Charlotte, men han gjorde det nu godt alligevel! Den umiddelbare årsag kendes ikke, nogle mener det skyldes den unge mands fantastiske form, men umiddelbart er det ikke en forklaring vi helt er tilbøjelige til at tage for gode varer…

Efter anbefalinger fra nogle amerikanere vi havde mødt da vi raftede valgte vi næste dag at bruge lidt ekstra tid på turen, for at slå et smut forbi et stykke vej kaldet Blue Ridge Parkway. Det skulle være rigtig flot, og det viste sig da også at holde stik.

Efter 1 1/2 uges samvær med de søde unge drenge ankom vi onsdag aften klar til 5 dages intensivt tøse-hygge Allerede i lufthavnen skete det, der sidenhen skulle vise sig meget karakteristisk for disse dage: en stor sort mand synes Lonnie var en utrolig sød og fræk dansk pige. Han kunne lige tilbyde hende og hendes søster en taxa, men da han pegede på en sort bil uden noget taxaskilt, forsvandt vores meget lille interesse ret hurtigt, og vi snuppede i stedet en af de gule! Da vi havde fået alt vores bagage (plus drengenes) slæbt op på vores værelse, gik vi på opdagelse på 7th avenue, Broadway og Times Square.

Næste dag startede rigtig godt ud med en løbetur i Central Park, hvorefter vi hoppede på metroen til Chinatown.

Vi indså hurtigt at chinatown var et crowded sted fyldt med asiater – hvem kunne have regnet det ud??? Så vi sprang afsted på vores fine nye fødder mod SoHo og masser af shopping. Da det er hårdt sådan at traske rundt hele dagen, blev vi tidligt sultne. Det skulle dog vise sig at være en fordel, da vi havde sat os for at prøve Kittichai (anbefalet af Martin), hvilket der altså også var andre, der havde fundet på. Vi ankom til en praktisktalt tom restaurant, men inden vi forlod den tre timer senere, var der blevet helt fyldt op. Det skulle også vise sig at være et fantastisk sted, stemningen var en stor oplevelse…

Fredag kom vi lidt sent op (ja, det kan åbenbart ske for selv de bedste), og så var der lidt med nogle VISA-kort, der drillede (shopning??? :)), men vi nåede dog forbi Chinatown for at få en klipning, som også indebar 15 minutters hovedbundsmassage – det var lige, hvad vi trængte til. På vej tilbage mod hotellet, hvor Sanne skulle ankomme først på aftenen, nåede vi lige at fange vores første cupcakes fra Magnolia Da vi havde fundet opskriften på en god aften den foregående dag, tog vi Sanne under armen og gentog successen med noget god mad og et par cocktails som afslutning.

Lørdagen blev dagen, hvor vi rigtig skulle på sightseeing:

Aftenen blev endnu en gang benyttet på at indtage god mad (på Benihana (endnu en af Martins fantastiske anbefalinger)) og denne gang med endnu flere cocktails. Da der var noget ventetid før man kunne få bord, startede vi denne aften ud på rigtig amerikansk vis med cocktails til forret…

Så kom dagen, hvor vi desværre skulle tilbage mod Danmark (det var dog også en ting vi var begyndt at se frem til), og Sanne mod Boston.

Tilbage i lille Danmark fandt vi naturligvis hurtigt ud af at mødes igen til god mad og masser af cocktails, så vores eventyr lever stadig!

Da vi ikke havde held med vores bilsalg i Miami blev kursen nu sat nordpå i håb om at finde en køber andetsteds. Eftersom det her indlæg indeholder en hel del kørsel og strækker sig over et godt stykke tid (og det i det hele taget formentlig kun er os som er med på turen som finder etape-profilerne bare en lille smule interessante), er alle etaperne denne gang samlet på et kort (de enkelte er lagt op i albummet i galleriet). 18. etape gik fra Miami (A) til Daytona (B), 19. fra Daytona til Savannah (C) og Charleston (D), 20. fra Charleston via Denmark (E) og Atlanta (F) til motorvejshotel ved (G), 21. fra (G) til Lynchburg (H) og tilbage igen op til Knoxville (I) og endelig gik 22. etape over Great Smoky Mountain NP (J og K) tilbage til Atlanta (L). Så har vi vist også fået det hele med!

Som nævnt kørte vi indledningsvist til Daytona Beach. Her havde vi nemlig lavet en aftale om at vise Audi’en til en mulig køber. På vejen stoppede vi kortvarigt ind ved Cocoa Beach, da der skulle være en lækker strand, og verdens efter sigende største surf-butik, Ron Jons Surf Shop, ligger der.

Efter at have underholdt os i Ron Jons fine butik fortsatte vi mod Daytona Beach. Vi ankom lidt sent til et yderligt liggende motel uden at have fået noget aftensmad, så siden det var lørdag besluttede vi os for at tage ind til byen og finde noget mad og måske få en øl eller to. Efter at have konsumeret en gang seafood fandt vi os en hyggelig bar ved stranden, og fik os et par øl og sad ellers og hyggede lidt. Og så var det, at det pludseligt skete! Midt i en omgang øl kom servitricen gående og langede en ny omgang øl på bordet, mumlede et eller andet og forsvandt næsten inden vi kunne nå at sige “thank you”. Vi kiggede rundt på hinanden, og konstaterede så, at det ikke var nogen af os der havde bestilt den, hvorefter vi sad og så lidt fårede ud indtil servitricen kom tilbage og fortalte, at der skam ikke var sket en fejl, men at “nogen” havde bestilt den til os. Vi besluttede os på stedet for at tilbringe resten af ferien i Daytona og immigrations mulighederne til USA blev også kortvarigt vendt.

Næste dag stod på besøg på Nascar banen i Daytona og møde med ham gutten som var interesseret i vores bil. Han endte dog med at springe fra, hvilket satte en effektiv stopper for vores ferie-og-gratis-drinks-i-Daytona-planer, da vi nu var nødt til at drage videre for at finde nye salgs-marker. Den efterfølgende dag fortsatte vi derfor mod Charleston, en rigtig gammel sydstatsby, hvor det første skud under borgerkrigen blev løsnet.

Om aftenen nåede vi frem til Charleston hvor vi havde bestilt overnatning på et B&B.

Charleston virkede ikke lige som byen hvor der var videre gang i bilsalget, så næste dag kørte vi videre mod Atlanta hvor vi også havde sat bilen til salg. Atlanta er en noget større by, og vi fik hurtigt en del opringninger og nogle mails fra folk der gerne ville se bilen. Det var lidt et større puslespil at få køretider og folks geografiske placeringer til at gå op i forhold til hvornår vi skulle møde dem, og Andreas kom grundigt på overarbejde som co-pilot, men det lykkedes alt sammen rimeligt fornuftigt.

Da vi nåede udkanten af Atlanta startede bilfremvisningerne, og Andreas (som er den der har brugt Audi’en mest) måtte skrue Telmore/FONA-sælger charmen på og lege bilsælger til den store guldmedalje!

Færdige med bilsalg kørte vi videre nordpå og fandt os et billigt motorvejshotel hvor vi kunne overnatte.

Efter at have snuset, sniffet, lugtet og duftet, satte vi kursen mod Knoxville, der ligger tæt ved Great Smoky Mountain NP som vi havde planer om at se næste dag. Bemærk, at der ikke blev smagt, smasket, gurglet eller drukket det mindste, da Moore county (distrikt/kommune som distilleriet ligger i) er et såkaldt dry county, hvor al udskænkning af alkohol er forbudt…

Næste morgen stod vi tidligt op for at kunne nå at se solopgang i Great Smoky Mountains NP. Af alle USA’s NP’er er parken faktisk den mest besøgte, og den var bestemt også et besøg værd.

Efter et veloverstået hjulskift var vi klar til at fortsætte ned af bjerget til Gatlinsburg, hvor vi havde booket tid til river rafting og ziplining. Begge dele var en del af vores fødselsdagsgave til Muf. River rafting var super sjovt, og vi var så heldige at komme i en båd bare os tre med en guide, hvilket gjorde, at guiden gav den lidt mere gas.

Guiden var en flink fyr, og han var dygtig nok, men det stod hurtigt klart, at størstedelen af hans kostindtag formentlig var i flydende form (af den slags med procenter, ja). Ikke desto mindre havde vi en fed tur. Det ville nok have været tydeligere hvor seje vi var, hvis vi havde spenderet halvdelen af vores SU på nogle af de in-action billeder som selskabet tog af os på floden, men det var der desværre ikke umiddelbart plads til i budgettet.

Efter vores lille ø-ferie var det blevet tid til at vende tilbage til Miami, da Isa og Lonnie skulle fange et fly til New York den 13. juli. Som nævnt i sidste indlæg havde hotwire sørget for en lille overraskelse til os, da vi sent om aftenen trillede ind i South Beach, i form af et værelse med indbygget bordel-stemning.

Da hele rejse-konstellationen nu skulle til at ændres var det nødvendigt med lidt planlægning omkring bagage- og bil-situationen. Oprindeligt var vi jo kørt fra Californien i to biler, og når nu pigerne tog videre til New York skulle vi tre drenge gerne fortsætte i den ene. Spørgsmålet var bare hvilken, og med hvor meget bagage. For at gøre det hele lidt mere overskueligt tog vi i løbet af formiddagen på posthuset, og efter et større nedpaknings- og emballerings-arbejde lykkedes det at få sendt en god del bagage afsted mod Danmark. Herefter var det blevet tid til at køre i lufthavnen. Det var ikke så spændende at skulle sige farvel, slet ikke oven på lidt over en måneds fantastisk ferie med masser af oplevelser, men pigerne kom da afsted og heldigvis er vi snart alle sammen tilbage i København igen. Tilbage i Miami igen stod vi tre drenge så overfor turens hidtil største hovedbrud: hvordan vi skulle få pakket vores anselige mængde bagage ned, og i hvilken bil det skulle være. God benzin-økonomi og en del færre miles på bagen talte for Audi’en, mens masser af plads og komfort talte kraftigt for Chrysleren.

Det endte med at valget faldt på Chrysleren, da selv ikke de to intelligente ingeniør-spirer kunne få al vores bagage pakket ind i Audi’en når vi også gerne selv skulle kunne være der.

Efter at have “løst” bagage-kabalen stod der tidligt i seng på menuen på vores eget hotel/natklub. Næste dag var det tid at pakke stumperne sammen, da weekenden stod for døren, og der ikke var nogen ledige hotelværelser at få til en pris som vores studenter-økonomi kunne klare. Vi fandt derfor et hostel som ville huse os og efter et enkelt værelses-skift forårsaget af, at Andreas skulle sove i køje over en gammel, fuld mand, der havde så dårlig ånde at hans tænder for længe siden var stukket af, lykkedes det os at finde os tilrette.

Allerede under vores første besøg kom vi til den konklusion, at en af de bedste former for tidsfordriv i Miami når solen skinner er at ligge på stranden. Det brugte vi derfor en del timer på i løbet af de næste par dage.

Begejstringen ville ingen ende tage, da vi på andendagen opdagede, at hostel’et lå inde med nogle spiffe cruiser/flyder-cykler som vi gratis ville kunne låne til at transportere os ned til stranden med stil!

Fredag aften tog vi en tur ind til downtown og så os lidt omkring. Vi stoppede også og skød et par billeder af skylinen fra Watson Island. Det var virkelig flot, men blev en smule forstyrret af en bunke unger som absolut skulle stå og futte fyrværkeri af rundt om ørerne på os.

Tilbage på hostelet var der fest og glade dage, da en flok spanske sprog-studerende åbenbart snart skulle hjemad. Det endte med at vi faldt i snak med et par af de ansatte fra hostel’et som inviterede os med i byen på en club de kendte. Det skulle vise sig at blive en virkelig cool oplevelse! Natteliv og ditto klubber er en ret stor del af Miami, og den her holdt sig bestemt ikke tilbage! Den lå afsides, gemt ind i en stor have, så vi ville aldrig selv have fundet den. Indretningen var temmelig ekstravagant, og det var vist de færreste af gæsterne som var vant til at bekymre sig om hvor de fik pengene til at betale for de dyre drinks fra.

Næste dag besluttede vi os for at sætte kursen mod Daytona Beach, da der her var en fyr som gerne ville se på Audi’en, og det alligevel lå på vores rute.