Pyntehøns © 2011 . All rights reserved.

Sunny California…

Trafikkaos, togproblemer, isglatte veje og sne, er vel noget man kan forvente i København på denne årstid. Bevares, nogle vil måske mene, at det i denne sæson er startet lige lovligt tidligt, men alligevel; helt uhørt er det vel ikke. Det vil jeg til gengæld mene, at en 12,5-timers køretur fra Las Vegas til San Diego er! Specielt når turen under normale forhold burde tage ca. 6 timer, og årsagen til den ekstra køretid er sne, slud og isslag nok, til at forvandle en 4-5 sporet motorvej mellem Nevada og Californien til én stor knude af biler, der kan få selv Køge-bugt motorvejen i den værste myldretid til at ligne en forkølet landevej.

Søndag gik turen fra Las Vegas tilbage til San Diego, så vi kunne være klar til vores første møde med virkeligheden på UCSD (University of California, San Diego), og vi havde i vores barnlige naivitet troet, at vi ville være i rigeligt god tid hvis vi drog afsted fra Vegas omkring middagstid. Så kunne vi tilbagelægge turen i ro og mag, og ovenikøbet nå at få kigget ordentligt på hvilke kurser vi kunne tænke os at følge i vores første quarter herovre (vi er væk i ca. et halvt år, svarende til et semester derhjemme, men det betyder at vi herovre skal læse to quarters), samt få en god nats søvn. Der var kun et par problemer i den forbindelse:

  1. Som nogle måske nok vil mene at vide er vi ikke de allerbedste til det der med præcision, og klokken blev derfor nærmere 2-3 stykker før vi kom afsted,
  2. vi var ikke de eneste fra Californien der havde besluttet os for at smutte til Vegas for at holde nytår (det kunne vi måske godt have sagt os selv), og
  3. “Sunny” California (og Nevada) var blevet ramt af en akut omgang mavekatar, i form af en snestorm der som tidligere nævnt forvandlede den 5-sporede motorvej til en uendelig række af trillende biler

Som de veludrustede luksusturister vi er, havde vi naturligvis benyttet vores iPhones og Starbucks Wi-Fi til at planlægge og indhente oplysninger om ruten på forhånd. Hvorvidt fejlen kan placeres på skuldrene af vores medbragte DMI-udsending, der ellers med usvigelig sikkerhed forsyner os med oplysninger om vind, vejr, tidevand og luftfugtighed 24/7 vil jeg lade stå hen i det uvisse. I hvert fald lod vi os tage til takke med ruteplan a’la Google Maps, og estimatet lød her på ca. 5 timer og 20 min (6 timer og 40 min med trafik) til at tilbagelægge de 526 km (eller 327 miles). Tak for det!

Omkring 12,5 timer efter vi havde forladt Las Vegas trillede vi ind på vejen foran det hostel hvor vi havde booket vores næste to overnatninger. Efter at have banket en øjensynligt halvskæv hostel-portier ud af fjerene fik vi anvist vores værelse, som fuldt ud levede op til vores værste forventninger. Der var så fugtigt og klamt, at der kravlede snegle rundt på væggene, men da klokken var blevet temmeligt mange kravlede vi i seng i håbet om, at sengelusene allerede var druknet i dynerne og derfor ikke ville genere os.

Sølle mobilbillede af en ellers utroligt flot solnedgang over UCSD og La Jolla

Den foregående uge er herefter gået med at få styr på en masse af alle de praktiske ting som skal ordnes i forbindelse med sådan et studieophold. Mandag tog vi på UCSD og fik lavet en oversigt over hvilke kurser vi skulle starte med at følge, mens Isa multitaskede med arbejde og undersøgelser af lejlighedsudbuddet i San Diego fra en Starbucks nær hostel’et. Den resterende del af mandagen, samt tirsdag og onsdag gik med at kigge på lejligheder, gå til undervisning, lave aftaler om fremvisninger, aflevere og leje ny og billigere bil, oprette bankkonto og mobilabonnement og meget mere. Særligt projekt “Lejlighed” viste sig at være sværere end først antaget, idet vores engelsk tydeligvis ikke er lige så godt, som vi selv går og tror. I hvert fald blev vores forespørgsler på en “furnished” (=møbleret) lejlighed, med to værelser til ca. 1200-1700 dollars om måneden, mødt med fremvisninger af umøblerede lejligheder til 1600-1900 dollars suppleret med tilbud om at leje møbler oveni for ca. 300-500 dollars om måneden. Hvorvidt det var vores efterhånden noget trætte og irritable ansigter, eller bare madammens dårlige samvittighed over at have ladet os vente en halv time på trods af at vi havde lavet en aftale med hende på forhånd vides ikke, men i hvert fald mente hun at hun hellere måtte forsøge at være lidt behjælpelig over for sådan nogle sølle udenlandske studerende. Damen besluttede sig således for at oplyse os om, at de har sådan nogle fine butikker herovre som hedder “IKEA” hvor man kan finde masser af møbler til næsten ingen penge! Og så kunne vi jo bare sælge dem igen når vi tog hjem…

På trods af trælse (ja!), tykke udlejningsdamer uden geografisk forståelse var heldet alligevel med os. DMI-udsendingen fandt en annonce som så rigtig lovende ud, og vi fik fat i udlejeren. Lejligheden levede heldigvis op til forventningerne, så vi fik underskrevet og sendt lejekontrakt retur sammen med dokumentation for, at vi rent faktisk var studerende. Det eneste der så manglede var, at vi skulle overføre depositum og første måneds husleje (=2600 dollars), hvilket førte til en større kabale med diverse kreditkort og maksimums hævegrænser, men det lykkedes os at kombinere vores seks forskellige kort på den rigtige måde, og kabalen gik op! Pengene røg ind til vores landlord, og lejligheden var vores! Den ligger i et lukket community med hegn omkring i den del af San Diego der hedder Clairemont, og består af 2 værelser, en stor stue og spisestue som er forbundet til køkkenet via en bardisk, og 2 badeværelser. Vi har masser af sengepladser, så kære læser, du kigger bare forbi! Alt i alt har vi 106 kvm at boltre os på. Endvidere hører der pool og opvarmet spa til (og en nattevagt som går rundt og holder øje og hilser pænt på en når man møder ham). Til dem der måtte være interesserede er der billeder og anden information her: http://www.freewebs.com/sandiegocondo/photos.htm

Efterhånden er det så ved at være lykkedes os at få styr på det hele; vi har som sagt fundet den rigtige lejlighed med god plads og tilhørende pynte-høns i køkkenet, vi har fået styr på vores kurser, vi har fundet det gode supermarked i nærheden og fundet ud af hvilken mælk der smager godt nok til at kunne erstatte vores egen gode danske mælk, vi har fundet vores yndlingsbagels og slået fast hvilken creame cheese der er bedst, og efter at have kæmpet os igennem lørdags-mylderet i en af de der “IKEA” butikker som de nu har herovre lykkedes det os at finde en af vores indtil nu største mangler, nemlig en opvaskebørste!

Lørdagens indkøb...

Selv om den både var rød og havde sugekop i enden var den dog desværre ikke udstyret med hestehår, så den rækker kun til afskylning, men så er det heldigt at vi er udstyret med opvaskemaskine også. Alt i alt er det derfor ved at se rigtigt lovende ud. Vi har fået brugt nogle timer på shopping, og med gårsdagens seneste powertur (som bragte os helt til den mexikanske grænse) er det kun meget få ting vi endnu ikke har fundet. Det eneste er efterhånden vejret, for vi havde nu godt nok forventet os noget lidt andet, da vi hoppede på flyveren og forlod sneen og kulden i København. Vores garderobe byder på masser af shorts og t-shirts, og de nye solbriller skriger på at blive brugt, så forhåbentlig lykkes det os snart at finde det rigtig gode vejr også, for selv om det langt fra er sne og frost lever det alligevel ikke helt op til vores forventninger om 20+ grader og sol fra en skyfri himmel hver eneste dag. Men det kommer nok snart…

Pyntehøns i køkkenet. Husets største pyntehøne var gået i seng, mens pyntehanen ses hårdtarbejdende i baggrunden.

Afslutningsvis må jeg hellere undskylde for dette usandsynligt lange indlæg. Nu du er nået helt hertil vil jeg godt sige: “Godt gået!” (måske skulle jeg bare sige: “Godt gået, mor!”) og så love, at jeg vil gøre mit bedste for at mine fremtidige indlæg bliver kortere med flere billeder. I hvert fald vil jeg slutte nu. Vi er gået i gang med at se “Matador” og familien Andersen Skjern er i gang med at indtage hele Korsbæk. Må hellere se om vi kan lure nogle tricks til vores snarlige indtog i San Diego!

Leave a Reply

Your email address will not be published.
Required fields are marked:*

*

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.