Velkommen til UK. Her er spændende og masser af muligheder for underholdning. Ikke så meget når man sidder på et hotelværelse i Crawley og venter på at få en lejlighed uden andet at lave end at se serier i fjernsynet, men når man tager til London er det ret cool. Det gjorde vi allerede dagen efter vi var ankommet. Vi skulle møde Karen fra vores relocation-agency, som er blevet hyret af Novo til at hjælpe os med at finde en lejlighed. Karen kørte os rundt i sin blå Renault i 9 timer så vi kunne se 15 forskellige ‘flats’, hvorefter vi var ret klar til at vælge én. Det er dog ikke noget man sådan lige får arrangeret, så vi måtte tilbage til Crawley og vente pænt.

Med ‘vi’ mener jeg Jason og jeg selv. Jason er også graduate hos Novo, og er ligesom jeg blevet sendt herover, så vi deler en lejlighed de næste 8 måneder. TIl ære for Jason og evt. andre der måtte have lyst til at læse med har jeg kørt indlægget her igennem google translate, og rettet de værste ting, så der er en engelsk oversættelse klar i bunden (english translation below).

Fredag var første dag på kontoret. Folk er flinke og rare, og jeg blev pænt vist rundt og fik hilst på dem der var mødt ind den dag. Det var dog ikke så mange, da rigtig mange primært arbejder hjemmefra. Største udfordring blev at gennemføre en ‘driver risk assessment test’, så jeg kan blive forsikret og få lov at køre bil herovre. Lørdag var vi en tur i London igen, denne gang for at lege turister. Hyde Park, Buckingham Palace, Natural History Museum og Piccadilly Circus blev highlight’sne på vores tur.

Vores hotelværelse blev ikke mere spændende hen over weekenden, så mandag tog vi til Brighton da det var helligdag. Vi har gjort os mange overvejelser om hvor vi skal bo (Brighton vs. London), men er endt med at satse på London, så det var meget sjovt at se hvad vi kommer til at gå glip af. Der var festival i byen, så vi var ikke de eneste der havde fundet på at tage derned…

Tåge i Brighton

Det blev en kort arbejdsuge, for fredag var ventetiden og papirarbejdet overstået. Det var blevet tid til at vi fik sagt farvel til vores hyggelige, men noget kedelige hotelværelse i Crawley, og fik fat i nogle nøgler til vores nye lejlighed i Southwark, London.

Welcome to the UK. It is exciting and there’s lots of things to do. Not so much when you are sitting in a hotel room in Crawley with nothing better to do than watch series on television, but when you go to London, it is pretty cool. We went on the second day we were here. We had to meet Karen from our relocation agency. Karen drove us around in her blue Renault for 9 hours so we could see 15 different flats, and so we were really quite ready to pick one. However, it is not that easy to set up, so we had to return to Crawley and wait.

Friday was the first day in the office. People are nice and friendly, and I was shown around and introduced. The biggest challenge was to complete a driver risk assessment test, so I can be insured and allowed to drive a company car. On Saturday, we went to London again, this time with a more touristy approach. Hyde Park, Buckingham Palace, the Natural History Museum and Piccadilly Circus were the highlights.

Our hotel room didn’t get more exciting over the weekend, so Monday we went to Brighton as it was bank-holiday. We’ve been thinking quite a bit about where to live (Brighton vs London.), but has ended up going for London, so it was very fun to see what we’re going to miss. There was a festival in town, so we were not the only ones who had decided to go there …

It was a short week at work, since the wait and paperwork was over Friday, and we had taken the day off. It was time we said goodbye to our cozy, but somewhat boring hotel room in Crawley, and got some keys to our new flat in Southwark, London.

Så var det blevet tid til, at vi skulle ud og se os omkring igen. Et slagtilbud på icelandair var lige en tand for fristende, og onsdag den 2. kl. 2015 hoppede vi derfor i en flyver med kurs mod verdens nordligste storby, Reykjavik. Planen var at få slappet godt af, set lidt på naturen, spist noget fisk og måske få shoppet lidt i Reykjavik.

Som det kan ses på kortet var vores aktiviteter primært koncentreret omkring øens sydvestlige hjørne, men det skulle også vise sig, at der var masser af spændende ting at lave her. Det der med afslapning blev der i hvert fald ikke så meget tid til som forventet…

Dag 1
Dagen bød på gletcher-vandring og isklatring på Mýrdalsjökull gletcheren på øens sydlige del. Vi havde booket turen gennem firmaet arctic adventures og blev hentet på vores hotel omkring kl. 0830. Herefter blev det meste af dagen brugt på gletcheren og et enkelt stop ved et vandfald, inden vi om aftenen, som de gourmand’er vi nu er, valgte at bestille en Domino’s pizza til vores hotelværelse.

Dag 2

Som de friske unge mennesker vi nu en gang er, havde vi endnu en gang booket pladser på sådan en oplevelses-tur! Denne her havde vi fået anbefalet hjemmefra og vi skulle blandt andet ud og lege hulemennesker og ud og snorkle i meget koldt vand. Vores guide var en rigtig flinker-fyr, og vi blev igen afhentet på hotellet, hvorefter vi satte kurs mod Þingvellir nationalpark, sammen med et norsk og et amerikansk par.

Som det måske kan anes på billederne var det begyndt at blive mørkt da vi endelig kom ud af hulen, og vi satte derfor kursen tilbage mod Reykjavik så snart vi havde fået afmonteret alt vores hule-kravle-grej. Tilbage i byen tog vi forbi AVIS og afhentede den lejebil vi havde bestilt, hvorefter den stod på bad og omklædning på hotelværelset (og en lille morfar). Herefter tog vi ud og spiste sammen med et amerikansk par, Bennjin og Katie (som faktisk var på bryllupsrejse), hvorefter vi alle fire kørte på jagt efter nordlys. Der er en masse ting der skal gå op i en højere enhed hvis man skal være heldig og se det, men vi havde researchet lidt og generelt skulle mulighederne være ret gode den aften. Desværre var det bare rimeligt overskyet, og på trods af at vi kørte rundt i små 4 timer lykkedes det os aldrig at finde et fornuftigt hul i skydækket så vi kunne se noget lys… Men selv om vi var godt trætte var det nu stadig meget hyggeligt!

Dag 3

Efter to aktive dage var det blevet lørdag, og den var afsat til afslapning og shopping. Vi startede med at køre til den blå lagune hvor vi havde booket tid til massage og badning om formiddagen. Eftermiddagen blev brugt på at kigge nærmere på Reykjavik…

Lidt aften-fotografering blev det sidste vi nåede den aften. Da skydækket ikke så ud til at være meget bedre end det havde været den foregående aften besluttede vi os for at droppe lys-jagten, og tog i stedet tilbage til hotellet og gik på hovedet i seng.

Dag 4

Var dagen hvor vi for alvor skulle udnytte vores lejebil. Golden Circle er en klassisk tur for turister i det sydvestlige hjørne af Island som bl.a. bringer en forbi et stort vandfald, Gulfoss, geyseren Geysir (som har lagt navn til alle verdens andre geysere), og nationalparken Tingvellir, som vi dog allerede havde set lidt til da vi var ude og snorkle. Vi havde besluttet os for at lægge ud med de tre ovennævnte sights og så se hvad vi ellers kunne nå.

Dag 5 var vores hjemrejse dag, og de par timer vi havde efter morgenmad og indtil vi skulle være i lufthavnen brugte vi på lige at kigge lidt rundt i Reykjavik igen.

Vi havde en rigtig fed tur, og Island er et super sted at besøge, især hvis man er til natur og udendørsoplevelser. Men selv om man er mere til shopping og afslapning er der stadig en hel del at komme efter i kombinationen af den blå lagune og Reykjavik. Island kan i hvert fald sagtens anbefales og vi skal helt sikkert tilbage!

Efter 1 1/2 uges samvær med de søde unge drenge ankom vi onsdag aften klar til 5 dages intensivt tøse-hygge Allerede i lufthavnen skete det, der sidenhen skulle vise sig meget karakteristisk for disse dage: en stor sort mand synes Lonnie var en utrolig sød og fræk dansk pige. Han kunne lige tilbyde hende og hendes søster en taxa, men da han pegede på en sort bil uden noget taxaskilt, forsvandt vores meget lille interesse ret hurtigt, og vi snuppede i stedet en af de gule! Da vi havde fået alt vores bagage (plus drengenes) slæbt op på vores værelse, gik vi på opdagelse på 7th avenue, Broadway og Times Square.

Næste dag startede rigtig godt ud med en løbetur i Central Park, hvorefter vi hoppede på metroen til Chinatown.

Vi indså hurtigt at chinatown var et crowded sted fyldt med asiater – hvem kunne have regnet det ud??? Så vi sprang afsted på vores fine nye fødder mod SoHo og masser af shopping. Da det er hårdt sådan at traske rundt hele dagen, blev vi tidligt sultne. Det skulle dog vise sig at være en fordel, da vi havde sat os for at prøve Kittichai (anbefalet af Martin), hvilket der altså også var andre, der havde fundet på. Vi ankom til en praktisktalt tom restaurant, men inden vi forlod den tre timer senere, var der blevet helt fyldt op. Det skulle også vise sig at være et fantastisk sted, stemningen var en stor oplevelse…

Fredag kom vi lidt sent op (ja, det kan åbenbart ske for selv de bedste), og så var der lidt med nogle VISA-kort, der drillede (shopning??? :)), men vi nåede dog forbi Chinatown for at få en klipning, som også indebar 15 minutters hovedbundsmassage – det var lige, hvad vi trængte til. På vej tilbage mod hotellet, hvor Sanne skulle ankomme først på aftenen, nåede vi lige at fange vores første cupcakes fra Magnolia Da vi havde fundet opskriften på en god aften den foregående dag, tog vi Sanne under armen og gentog successen med noget god mad og et par cocktails som afslutning.

Lørdagen blev dagen, hvor vi rigtig skulle på sightseeing:

Aftenen blev endnu en gang benyttet på at indtage god mad (på Benihana (endnu en af Martins fantastiske anbefalinger)) og denne gang med endnu flere cocktails. Da der var noget ventetid før man kunne få bord, startede vi denne aften ud på rigtig amerikansk vis med cocktails til forret…

Så kom dagen, hvor vi desværre skulle tilbage mod Danmark (det var dog også en ting vi var begyndt at se frem til), og Sanne mod Boston.

Tilbage i lille Danmark fandt vi naturligvis hurtigt ud af at mødes igen til god mad og masser af cocktails, så vores eventyr lever stadig!

Efter vores lille ø-ferie var det blevet tid til at vende tilbage til Miami, da Isa og Lonnie skulle fange et fly til New York den 13. juli. Som nævnt i sidste indlæg havde hotwire sørget for en lille overraskelse til os, da vi sent om aftenen trillede ind i South Beach, i form af et værelse med indbygget bordel-stemning.

Da hele rejse-konstellationen nu skulle til at ændres var det nødvendigt med lidt planlægning omkring bagage- og bil-situationen. Oprindeligt var vi jo kørt fra Californien i to biler, og når nu pigerne tog videre til New York skulle vi tre drenge gerne fortsætte i den ene. Spørgsmålet var bare hvilken, og med hvor meget bagage. For at gøre det hele lidt mere overskueligt tog vi i løbet af formiddagen på posthuset, og efter et større nedpaknings- og emballerings-arbejde lykkedes det at få sendt en god del bagage afsted mod Danmark. Herefter var det blevet tid til at køre i lufthavnen. Det var ikke så spændende at skulle sige farvel, slet ikke oven på lidt over en måneds fantastisk ferie med masser af oplevelser, men pigerne kom da afsted og heldigvis er vi snart alle sammen tilbage i København igen. Tilbage i Miami igen stod vi tre drenge så overfor turens hidtil største hovedbrud: hvordan vi skulle få pakket vores anselige mængde bagage ned, og i hvilken bil det skulle være. God benzin-økonomi og en del færre miles på bagen talte for Audi’en, mens masser af plads og komfort talte kraftigt for Chrysleren.

Det endte med at valget faldt på Chrysleren, da selv ikke de to intelligente ingeniør-spirer kunne få al vores bagage pakket ind i Audi’en når vi også gerne selv skulle kunne være der.

Efter at have “løst” bagage-kabalen stod der tidligt i seng på menuen på vores eget hotel/natklub. Næste dag var det tid at pakke stumperne sammen, da weekenden stod for døren, og der ikke var nogen ledige hotelværelser at få til en pris som vores studenter-økonomi kunne klare. Vi fandt derfor et hostel som ville huse os og efter et enkelt værelses-skift forårsaget af, at Andreas skulle sove i køje over en gammel, fuld mand, der havde så dårlig ånde at hans tænder for længe siden var stukket af, lykkedes det os at finde os tilrette.

Allerede under vores første besøg kom vi til den konklusion, at en af de bedste former for tidsfordriv i Miami når solen skinner er at ligge på stranden. Det brugte vi derfor en del timer på i løbet af de næste par dage.

Begejstringen ville ingen ende tage, da vi på andendagen opdagede, at hostel’et lå inde med nogle spiffe cruiser/flyder-cykler som vi gratis ville kunne låne til at transportere os ned til stranden med stil!

Fredag aften tog vi en tur ind til downtown og så os lidt omkring. Vi stoppede også og skød et par billeder af skylinen fra Watson Island. Det var virkelig flot, men blev en smule forstyrret af en bunke unger som absolut skulle stå og futte fyrværkeri af rundt om ørerne på os.

Tilbage på hostelet var der fest og glade dage, da en flok spanske sprog-studerende åbenbart snart skulle hjemad. Det endte med at vi faldt i snak med et par af de ansatte fra hostel’et som inviterede os med i byen på en club de kendte. Det skulle vise sig at blive en virkelig cool oplevelse! Natteliv og ditto klubber er en ret stor del af Miami, og den her holdt sig bestemt ikke tilbage! Den lå afsides, gemt ind i en stor have, så vi ville aldrig selv have fundet den. Indretningen var temmelig ekstravagant, og det var vist de færreste af gæsterne som var vant til at bekymre sig om hvor de fik pengene til at betale for de dyre drinks fra.

Næste dag besluttede vi os for at sætte kursen mod Daytona Beach, da der her var en fyr som gerne ville se på Audi’en, og det alligevel lå på vores rute.

Med Rocky Mountains var vores tid i nationalparkerne ved at være forbi. Samtidig var datoen hvor vi skal møde Lonnie, Muf og Andreas i New Orleans ved at komme nærmere, så det var på tide at vi fik bevæget os lidt længere mod sydvest. Efter at have sagt farvel og tak til Knud for husly, kørte vi sydover gennem Colorado, til Amarillo i Texas. Herfra havde vi planlagt at vi ville forsøge at følge lidt af den gamle Route 66 som strækker sig fra Chicago til LA, og se lidt på nogle af attraktionerne langs vejen.

Ruten som op gennem 50 og 60’erne blev kendt som “the Mother Road” og “the Main Street of America” var tidligere fyldt med liv, men på grund af anlæggelsen af nye highways er den nu nærmest øde, og store dele af den er blevet begravet under de nye highways. Oklahoma er den stat som nu har det længste samlede stykke af den gamle rute, og det var en del af dette stykke som vi havde besluttet os for at prøve at følge.

Vi overnattede i Russelville, og kørte herfra til Memphis for lige at aflægge visit hos kongen.

Som vi nævnte i sidste indlæg førte vores eventyr i Yellowstone os til byen Dubois midt i cowboy-staten Wyoming. Næste stop på vores planlagte rute var endnu en nationalpark, nemlig Rocky Mountains National Park. Næste etape blev derfor en god 11 timers køretur ned igennem Wyoming, og videre igennem den nordlige del af Colorado. Og med hensyn til Wyoming, så er der virkelig tale om en tur gennem cowboy-land! Wyoming har det laveste indbyggertal blandt alle stater i USA. Da den samtidig har det 10. største areal, gør det, at den har den næstlaveste befolkningstæthed, kun overgået af Alaska.

Det kan godt mærkes! Når man kører ud ad Highway’en kan man se prærie så langt øjet rækker, og man sidder næsten med en forventning om at der hvert øjeblik kan dukke en flok indianere eller en ensom cowboy op ude i horisonten. Det sker imidlertid ikke så ofte, da befolkningstætheden nu en gang er som den er, men når man kommer ind i en af de små byer som dukker op en gang imellem kan man være helt sikker på, at stort set alle herrerne, og en stor del af kvinderne, alle render rundt iført cowboy-hat og tilhørende støvler. Som oftest er der også minimum en saloon, og hovedgaden ligner gerne noget fra en gammel western.Det har i høj grad sin egen charme, og der er masser af flot natur, men da vi stadig har et stramt program foran os måtte vi hurtigt videre til bjergene i Colorado. Vi ankom sent om aftenen til et lækkert lille motel lige uden for parken i byen Estes Park. Efter en god nats søvn kørte vi ind i parken, hvor vi vanen tro startede med at runde besøgscenteret hvorefter vi var klar til første dag i parken. Det skulle vise sig at blive en lang en…

Rocky Mountains NP ligger højt, og som det kan ses på billedet var der en hel del sne! Da the Rockies nu var vores 5. NP var vi efterhånden ved at være lidt trætte af at gå de mest klassiske vandfalds-/skovsø-hikes som alle andre turister også går. Vi nævnte derfor overfor rangeren at vi gerne ville slippe for at gå de aller-mest overbefolkede spor. Han anbefalede os så at gå en rute rundt mellem nogle af højdepunkterne i et område, hvor vi blandt andet ville komme igennem et pas. Der lå nok noget sne skulle vi regne med, og en han kendte havde været nødt til at vende om for en uges tid siden, men det ændrede sig hurtigt sagde han, så han mente nok vi skulle kunne komme rundt.

Det endte med, at vi måtte bide i det sure æble og vende om, ligesom ham gutten havde gjort en uge tidligere. Turen havde endt med at tage meget længere tid end vi havde regnet med, så vi havde slet ikke fået mad og vand nok med ud, og vi var rimeligt færdige da vi kom ned til shuttlebussen.

Eftermiddagen og aftenen brugte vi i Boulder på at besøge Knud, en kammerat fra DTU, som er herovre for at arbejde på sin PhD.

Det var rigtig lækkert lige at få vist byen af en lokal-kendt, og efter vores mange dage i national-parker var det også rart at komme ind og slappe lidt af i en by. Vi siger tak til Knud for hyggeligt besøg og husly!

Vi har også lagt billederne op i albummet som kan ses på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter at have brugt et par dage på at se på gletchere var det blevet tid til at køre sydpå gennem Montana til verdens første nationalpark, Yellowstone i Wyoming. Montana bliver også kaldt for “Big Sky Country” og på vores vej sydover var det heller ikke svært at forstå hvorfor: overalt er der virkeligt fredeligt og roligt, der er masser af åbne vidder med små bække og træer og man har hele tiden udsigt til en bunke bjerge i horisonten. Alt det gør bare, at himlen virker ufatteligt stor, hvilket er en god ting når solen skinner og vejret er lækkert, men lidt træls når der står torden og hagl på menuen. Som vi skulle erfare er der ikke særlig langt mellem de to yderpunkter, hvilket kom som noget af en overraskelse selv om vi var blevet advaret.

Undervejs måtte vi holde pause for at få os lidt frokost. Vi fik øje på et rigtig lækkert lille sted ved en sø, hvor man kunne sidde ved picnicborde under halvtag. Det så så hyggeligt ud, at vi fik parkeret og hevet frokost-grejet ud ved bordet. Da det var virkeligt varmt besluttede vi os for at sætte os i skygge under halvtaget, mens vi snakkede om at det kunne have været rart med en dukkert i søen. Mens Isa var godt i gang med at forberede frokosten begyndte det dog at blæse lidt op og inden vi fik set os om sad vi midt i den heftigste omgang torden/regn/hagl nogen af os nogensinde havde oplevet. Vi forsøgte at optage en lille video, for at illustrere: Hagl i Montana.

Da det igen stilnede af, var vores bil og jorden helt dækket af kæmpe hagl. Det var lidt af en oplevelse og vi var bare glade for at det ikke var det vejr vi havde mødt dagen før på vej op ad Mount Henry. Vi fik ikke så meget mere regn på vores køretur, men uvejret blev ved med at være synligt i horisonten og vi så også et lyn af og til.

Vi overnattede i en lille by lige nord for Yellowstone national park, så der var kort til parken dagen efter. Efter ankomst til parken rundede vi visitor centeret for at få et par fif til nogle gode hikes i området. Det kan godt anbefales, da rangerne er meget hjælpsomme og entusiastiske, og gode til at rådgive hvis man forklarer dem hvad det er man gerne vil. Herefter sprang vi hurtigt afsted på vores første hike ved Beaver Ponds. Vi havde læst at der skulle være gode muligheder for at se bævere, og til dels også bjørne.Da vi ikke havde fået set bjørne i Glacier håbede vi på, at det ville ske her – dog helst ikke alt for tæt på.

Vi fik ikke set mange dyr på ruten, men naturen var flot. Vi var dog nogen der mente, at det bedste ved turen var at vi fandt disse gigantiske skumfiduser i en lille butik lige hvor trailet sluttede. På vores vej til næste trail holdt vi ind et sted, hvor rigtig mange var stoppet. Det viste sig, at der gik en Black bear rundt i skoven. Det var dog kun et kort glimt vi nåede at få af den før den bevægede sig ned i en dal, hvor vi ikke kunne se fra vejen (billedet kan ses i galleriet). Mens vi stod og kiggede efter bjørnen kom der pludselig en ordentlig bison gående op over en bakketop lige på den anden side af vejen hvor vi stod.

Vi havde været så heldige at booke vores næste overnatning i en hytte i Canyon Village midt i parken, så der kørte vi til. “Byen” ligger lige ved det område i parken som kaldes for Yellowstones Grand Canyon. Det skulle være rigtigt flot, så der kørte vi ud og så solnedgangen.

Da vi godt kunne tænke os at se nogle flere vilde dyr, besluttede vi os for at stå ekstra tidligt op den følgende morgen, dvs. kl. 5. Dyrene er mere fremme, når det er lidt køligere, så der skulle være større sandsynlighed for at møde dem tidligt og sent på dagen. Om aftenen virkede det godt nok helt umuligt at skulle komme så tidligt op, men det skulle vise sig at blive ret nemt, da varmeapparatet på vores værelse ikke virkede, og det træskur vi havde fået til at sove i ikke var voldsomt godt til at holde på varmen. Vi vågnede derfor ca. kl. 3 om natten i en hytte hvor temperaturen var under frysepunktet og glædede os over at der ikke var længe til vi skulle op. Vi forsøgte at få en smule ekstra søvn, men kl. 5 var vi ude af sengen og i tøjet, så vi kunne komme ud og få varmen i bilen.

Det viste sig imidlertid at være et fantastisk valg. Vi fik taget nogle gode solopgangsbilleder og kort efter kom vi til et sted, hvor et par andre besøgende var stoppet og stod og kiggede ud over en eng. Det er generelt et godt pejle-mærke for hvornår der er noget spændende at se, og det viste sig da også, at de stod og kiggede efter et par Grizzly bjørne, en mor med sine to unger. De vandrede stille og roligt derudaf, så vi fik taget en hel masse billeder af dem.

Da vi var færdige med at skyde bjørne besluttede vi os for at det var tid til at komme ud og hike igen. Det kan godt anbefales at komme tidligt op, for da klokken kun var omkring halv syv havde vi sporet helt for os selv.

Vi havde fået anbefalet af en ranger at gå nogle stræk af to forskellige spor hvor vi skulle gå et stykke ud, og så backtracke tilbage igen. Området vi gik i skulle have masser af wildlife, og han nævnte at man så kunne gå lidt ud for sporene og se sig lidt omkring. Så det gjorde vi! Da vi var kommet ud i enden af det ene spor, og det var blevet tid til at vende om besluttede vi os for at følge en delvis udtørret flodseng som faktisk kunne lede os fra spidsen af det ene spor ud til spidsen af det andet spor. Det skulle vise sig at blive lidt af et eventyr, og vi fandt ud af, at vi nok også havde tolket rangerens kommentar om at gå off-trail lidt for frit. Yellowstone ligger mere eller mindre ovenpå en kæmpe aktiv vulkan (som dog ikke har været i udbrud i mere end 600.000 år) og er fyldt med geotermiske områder med geysere, hot springs og mud pots. Vandet heri er de fleste steder lige omkring kogepunktet, og det er kraftigt anbefalet ikke at forlade sporene i de pågældende områder, da der er risiko for at falde i underjordiske bassin’er tæt på overfladen. Hvad rangeren ikke havde fortalt var, at det andet spor faktisk gik direkte ind i sådan et område, så vores smutvej ledte os direkte ind til en masse mud pots og varme kilder. Vi sørgede dog for at holde os tæt på træerne, med god afstand til de geothermiske områder, men det gjorde det alt i alt noget mere besværligt at komme igennem og finde trailet på den anden side.

Næste punkt på dagsordenen var at se lidt nærmere på Yellowstones Grand Canyon og de flotte vandfald på Yellowstone River i dagslys.

Efter at have kigget på Grand Canyon var det tid til at køre over til det mest besøgte geothermiske område i parken, nemlig det som blandt andet indeholder geyseren Old Faithfull der nok er parkens mest kendte varemærke.

Efter sidste udbrud var det blevet tid til at forlade parken. Overordnet set har vi virkeligt været imponerede. Parken har utroligt meget at byde på, og vi kunne sagtens have brugt mere tid der, men det må blive en anden gang. Vi fortsatte sydpå gennem parken, og fandt overnatning i byen Dubois.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter at have taget en sidste overnatning i Seattle gik turen videre fra the Evergreen State, over the Gem State til the Treasure State. Vi skulle kigge lidt på hvad der måske meget passende kan betegnes som noget af en skat, nemlig Glacier National Park. Ligesom isen der er “melting at the pøvl’s” er gletcherne i Glacier NP også ved at smelte og man mener derfor, at der ikke skulle være så meget tilbage at kigge på efter 2030. Det specielle ved Glacier er nemlig gletcherne (sjovt nok) og så en masse små søer og floder som dannes af fint turkisblåt smeltevand fra gletcherne, så det vil være ærgerligt hvis de forsvinder. Men mon ikke det nok skal lykkes for den gode Villy med et par brand-taler mere, at få forklaret resten af verden hvor “sirius” situationen er, så man når at finde en løsning? Vi krydser fingre…

Dagens andet hike besluttede vi os for skulle gå til Trout Lake. Vi havde lyst til at se noget Wildlife, og turen til Trout Lake skulle være et godt sted at spotte bjørne. I det hele taget skulle Glacier NP være et af de bedste steder i hele USA til at se bjørne, i særdeleshed grizzlybjørne som er den største slags af de brune bjørne, men desværre også ret sjælden. Vi havde set skilte med advarsler om bjørne i Yosemite, men her blev der gjort væsentligt mere ud af det, og det var kraftigt anbefalet, at man medbragte bjørnespray (peberspray til bjørne) på trails’ne. Alternativt skulle man sørge for at råbe/synge/klappe/snakke højt så man kunne advare bjørnene om, at man var på vej og de kunne nå at flytte sig, så man ikke pludseligt drejede rundt om et hjørne og overraskede en af dem. Det kan de nemlig ikke lide. Da Isa plejer at være ret god til det der med at snakke, og spray’sne var ret dyre, besluttede vi os for at satse på at lave en masse lyd.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter et par fantastiske dage i Yosemite hvor vi fik hiket en masse, var det blevet tid til at køre nordpå mod Seattle. Det betød også, at det, efter seks måneder, var blevet tid til at sige farvel til Californien. Vi besluttede os dog for at runde Californiens hovedstad, Sacramento på vejen, for lige at sige ordentligt farvel. Fra Californien kørte vi ind i Oregon, og derfra videre til Washington. Turen er temmelig lang, så det var nødvendigt at dele den i to, med en overnatning i byen Roseburg i Oregon.

Vores planlagte korte frokost-stop i Sacramento udviklede sig skrækkeligt hurtigt til flere timers sightseeing, da der var masser af interessante ting at se i byen.

Det var en speciel og rigtig flot tur igennem de to stater Oregon og Washington, som går under navnene henholdsvis The Beaver og The Evergreen State. Den vestlige del af de to stater er meget bjergrig og, som navnene antyder, er der masser af skove. Man kan tydeligt mærke hvordan hele området er præget af historie omkring nybyggere og guldfeber.

Mere blev det ikke til på vores første dag i Seattle. Næste dag fik vi lov til at opleve det “rigtige” Seattle, da regnen silede ned det meste af dagen. Vi besluttede os for, at det var en excellent mulighed for at være lidt historiske/kulturelle og meldte os derfor til en rundvisning i Seattle’s gamle nedsunkne bydel. Til orientering følger hermed lidt historie:

Seattle’s primære grundlægger var en gut der blev kaldt Doc Maynard. Han boede oprindeligt i Cleveland, med en kone der hellere ville se alle byens andre mænd, end Doc. Det blev han på et tidspunkt træt af, og da han allerede havde set hele Cleveland blive opbygget besluttede han sig til at smutte vestpå for at grundlægge en ny by. Han vidste nogenlunde hvad der skulle til, så det skulle ikke være det store problem mente han. Og det viste det sig, at han også havde ret i. Hjulpet lidt på vej af guldfeberen nordpå, og et forbud fra canadierne om, at man ikke måtte rejse ind i Canada for at grave guld med mindre man medbragte forsyninger til at kunne klare sig i minimum et år (folk blev derfor nødt til at bruge alle deres penge på udstyr i Seattle) blev byen også gevaldigt stor, og Doc blev en rig mand. Seattle ligger imidlertid på 7 bjerge ligesom Rom, hvilket giver nogle gevaldige hældninger inde i midtbyen ned mod Puget sundet, og på et tidspunkt førte det til nogle seriøse kloakeringsproblemer, idet centrum faktisk lå lavere end Puget Sound, som kloakkerne løb ud i. Ifølge vores guide, var dette en af årsagerne til at Thomas Crapper fik gode muligheder for at promovere flush-toilettet. Det skulle i øvrigt også være medvirkende til at udtrykket “crap” om at gå på toilettet opstod. Apropos crap og toilet, så er det jo ikke helt den samme fornøjelse uden en fornuftig beholdning af toiletpapir, så her er et lille link med en bunke bonusinfo om netop det. Anyway, på et tidspunkt nedbrændte hele by-midten, og for at løse kloakeringsproblemerne besluttede man at hæve hele den centrale del af byen et niveau, ved ganske enkelt at fylde gaderne op med jord. Imidlertid havde folk travlt med at få deres butikker og andet bygget op igen, så de startede med at bygge løs, velvidende at gaderne på et tidspunkt ville blive fyldt med jord, således at deres stueetage ville ende med at blive til kælder, og deres 1. sal ville blive deres nye stueetage. Det er en lang historie, men alt i alt gør det altså, at man nu kan rende rundt nedenunder de nuværende fortove, og kigge ind i det der nu er ubrugte kælderetager, fyldt med gammelt skrammel fra den gang det hele blev bygget, og det valgte vi at bruge en formiddag på.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter nogle timers kørsel nåede vi godt trætte frem til Sonora “lidt” uden for Yosemite, der skulle være vores base de næste par dage mens vi så parken. Med “lidt” forstås, at det tog næsten et par timer at komme fra hotellet gennem bjergene og ind i parken, som primært ligger centreret omkring en stor dal. Årsagen hertil er, at det er helt umuligt at få noget at overnatte i inde i parken på denne tid af året, da mange bestiller værelser og campingpladser allerede et år i forvejen. Da vi først fandt ud af at vi ville lægge turen forbi parken ca. en uge inden vi forlod SD, var der ikke så meget andet at gøre. Efter en god nats søvn var vi klar til den første dags oplevelser i parken, som siges at være en af de flotteste i USA. Vi havde  brugt lidt tid på at researche hvad der var af must-sees og hvilke trails der var gode at gå i forhold til den tid vi havde til rådighed. Derudover havde vi erfaret, at det ville kræve en 5-6 timers køretur at komme op til den nord-østlige del af parken, da et af de centrale pas var lukket pga. sne, så det begrænsede mulighederne en smule.

Som noget af det første tog vi op til udsigtspunktet Glacier Point, hvorfra man kan se langt størstedelen af parken. Herfra hikede vi et godt stykke ned ad et trail som gik ned i bunden af dalen, hvorefter vi gik op igen til bilen. Vi havde fået anbefalet at tage en shuttle-bus den ene vej, og så gå den anden, men da det er lidt uregelmæssigt hvornår de går besluttede vi os for ikke at bruge tid på det.

Efter at være vendt tilbage til toppen igen sprang vi i bilen og satte kursen mod dagens næste stop: Sentinel Dome. “Dome” er en betegnelse for de afrundede bjerg-/klippetoppe som der ligger en del af rundt omkring i parken. Half Dome er den mest kendte og har fået sit navn fordi den, sjovt nok, ligner en halv klippe-knold.

Næste dag havde vi besluttet os for at bruge i den aller sydligste del af parken omkring Mariposa Grove. Området er fyldt med de kæmpestore og meget imponerende Sequia træer. Det er de største levende organismer på jorden, som kan blive op til flere tusinde år gamle. De vokser kun i den vestlige del af Californien, hvor de står spredt rundt i flere forskellige lunde (groves) og Mariposa er altså en af dem. Efter noget af en køretur for at komme derned begav vi os afsted mod Wavona Vista point, hvor der skulle være en super udsigt. Undervejs sørgede vi for at komme forbi de mere bemærkelsesværdige træer i området.

Yosemite er virkelig en flot park, og vi havde nogle gode dage på trods af den lange transporttid. Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op fra parken som kan ses ved at gå ind på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her. Derudover har vi også fået fikset kortet med ruten for vores tur, så det skulle være lidt mere overskueligt.