Ø-hygge og afslapning var hvad vi trængte til efter et par dage med bling-bling og glamour i Miami, og til det formål må Key West siges at være ret perfekt, så her tog vi ned dagen efter at vi havde fejret Muffe’s fødselsdag. The Florida Keys er en gruppe af øer der ligger som perler på en snor i syd-vestlig retning ud fra Floridas sydspids (se evt. etape-kortet). Alle øerne er forbundet med bro, og Key West er både navnet på den sydvestligste ø og en by som primært ligger på denne ø. Den gamle bydel er stedet hvor man skal bo ifølge Lonely Planet, så her fandt vi en lækker lejlighed med køkken, vaskemaskine og indtil flere værelser som vi bookede for 3 nætter.

En af de store ting vi havde planlagt at skulle se mens vi var på Key West var Dry Tortugas National Park, som ligger ca. 100 km vest for Key West. Størstedelen af parken er egentlig lokaliseret under vandet, men den består ellers af 7 meget små øer. På den største er der bygget et stort fort, Fort Jefferson, i første halvdel af 1800 tallet, som blev brugt til dessertører og andre fanger under borgerkrigen, men det blev taget ud af brug for mange år siden og i dag er øerne ubeboede. Den eneste måde at komme derud er med fly eller båd og da der kun er et firma som arrangerer turene er der ikke mange pladser. Man kan godt reservere pladser, men da vi ikke havde været så gode til at få fastlagt hvad vi gerne ville hvornår, havde vi heller ikke fået lavet nogen reservationer. Båden afgår ret tidligt om morgenen, og mandag tog vi derfor ned til kajen en halv time før afgang for at se om vi ikke kunne få en plads alligevel. Damen som solgte billetter kiggede på os som om vi var dumme, og forklarede, at det skulle vi nok ikke lige regne med, men at hun kunne sætte os på stand-by liste og så måtte vi se om der var nogen som ikke dukkede op. Der endte med at blive tre pladser ledige, men da der var 9 andre på stand-by før os var der ikke så meget at komme efter, og vi smuttede hjem igen. Tirsdag skulle vi tilbage mod Miami, så det var altså vores sidste chance for at komme til Dry Tortugas. Vi stod derfor op klokken halv seks, og var klar klokken seks til at stå i kø til at komme på stand-by listen når kontoret åbnede klokken 7. Der var så bare lige en familie på tre som var dukket op en halv time før os! Tiden frem mod afsejling sneglede sig afsted, vi var ret spændte og stod og ærgrede os hver gang der dukkede et ny selskab op som skulle med båden. Heldigvis var heldet med os, da der var en gruppe på 10 som slet ikke dukkede op, og alle som stod på stand-by endte med at komme afsted.

Husk at kigge ind i galleriet efter flere billeder, og på ruten for vores tur. Som det kan ses har vi bl.a. Washington DC, Boston og New York på programmet, og vi vil meget gerne have gode råd og forslag til restauranter/overnatningsmuligheder/steder der skal ses eller prøves enten på mail, FB eller som kommentar her på siden.

Med Will Smith bjæffende i anlægget kom vi hen ad eftermiddagen den 7/7 trillende ind i et regnvådt Miami. Forinden havde vi været ude på en vældig lang køretur fra New Orleans til Brandon uden for Tampa, og derfra videre gennem Everglades til Miami. Oprindeligt havde det været planen at se Everglades inden vi ramte Miami, men da det regnede rimeligt kraftigt besluttede vi os for at udskyde besøget til Everglades.

Vi fandt hurtigt et anstændigt udseende hotel i South Beach, og satte så kursen mod stranden, da det var temmeligt hedt, på trods af der stadig var en del grå skyer på himlen. Skulle hilse og sige, at det er en temmelig nice strand! Og i modsætning til i San Diego, så kan man godt gå i vandet her uden at være iklædt våddragt fra top til tå.

Det var alt for denne omgang. Næste stop bliver Key West, inden vi vender tilbage til Miami hvor pigerne skal sættes på et fly til New York.

Den 4. juli var dagen hvor vi havde planlagt den helt store genforening i New Orleans! Vi skulle hente Lonnie, som var kommet helt fra København via New York, i NO lufthavn kl. 15, og derfra videre til hotellet hvor Muf og Andreas ventede. Siden vi skiltes fra de to sidstnævnte i hhv. San Diego og Palo Alto havde de hver især bevæget sig til Las Vegas (Andreas i selskab med Mie og Charlotte og Muf i selskab med Adam) og derfra roadtrippet videre henover den sydlige del af USA. Og nu var det altså blevet tid til, at vi alle sammen skulle slå følge i et par uger. Første punkt på dagsordenen var at fejre 4th of July i New Orleans. På trods af, at der var masser af mennesker i gaderne var mange af barerne i Bourbon Street underligt tomme, så det blev aldrig helt den fest vi havde forventet. Vi havde dog en god aften alligevel!

New Orleans er en lækker by. Selv om det godt kan virke som lidt af en turistfælde er der en hyggelig stemning i det franske kvarter. Da det ligger hele 0.9 m over havets overflade blev det slet ikke ramt så hårdt af oversvømmelserne fra hende Cathrina som nogle af de lavereliggende bydele længere væk fra centrum, og man kan sagtens få et par aftener til at gå med at kigge sig lidt omkring. Da vores første aften primært havde været koncentreret omkring barerne på Bourbon Street , bevægede vi os lidt længere rundt i kvarteret på vores sidste aften i byen, og her stødte vi blandt andet på:

Kig ind for at høre mere nyt om vores eventyr og oplevelser. Næste stop på ruten er Miami. I mellemtiden kan du se flere billeder i albummet som kan ses på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Som det fremgår af vores sidste indlæg gjorde vi holdt i Memphis for at ære Kongen ved at slæbe os igennem Graceland. Det var bestemt interessant at se, men vi blev enige om, at man nok enten skal være lidt mere dedikeret Elvis-fan end vi er, eller også skal være i besiddelse af betydeligt flere grå hår og en bunke minder fra den gang hvor Kongen rent faktisk var i live, for at værdsætte oplevelsen for alvor. Da vi havde bestilt vores næste overnatninger på en vaskeægte sydstats-bomuldsplantage bød dagens etape også på cruise langs Mississippi floden til byen Larmont og vi forlod derfor hurtigt Memphis igen.

Plantagen vi skulle overnatte på hedder Rosswood Plantation og er bygget i 1857. Vi fandt stedet på nettet (hurra for Google) og efter en noget rodet samtale med Jean, den meget elskværdige og søde (men desværre også lidt døve) sydstatskvinde, som  nu ejer plantagen sammen med sin mand, Walt, havde vi fået booket os to overnatninger. Ifølge de reviews vi kunne finde skulle stedet ose af gammel sydstats-atmosfære og historie, og det viste sig da også at holde stik!

Det var rigtigt interessant at høre hvad de to havde at fortælle. Den første ejer havde skrevet dagbog, så Walt fortalte meget detaljeret om hvilke forhold de 105 slaver på plantagen havde haft og hvordan de havde valgt at blive på plantagen efter krigen. Han kunne også fortælle om plantagens rolle som felthospital under borgerkrigen, og fremvise resterne af den kanon-kugle som var blevet skudt efter plantagen i et slag der var foregået tæt ved. Det hele var virkelig gennemført, og det føltes nærmest som om man opholdt sig i en eller anden form for tidslomme. Samtidig var Jean og Walt meget venlige og bedsteforældre-agtige og vi blev hele tiden forsynet med sodavand, hjemmebagt kage og små sandwich’es, selv om det slet ikke var inkluderet i den pris vi havde betalt for at bo der.

Vores to dage på Rosswood gik desværre alt for hurtigt. Vi kunne sagtens have brugt mere tid i de dejlige omgivelser, men da vi havde en 4. juli-aftale i New Orleans, havde vi nu også noget at se frem til.

Du kan se flere billeder i albummet som kan ses på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.