Efter at have brugt et par dage på at se på gletchere var det blevet tid til at køre sydpå gennem Montana til verdens første nationalpark, Yellowstone i Wyoming. Montana bliver også kaldt for “Big Sky Country” og på vores vej sydover var det heller ikke svært at forstå hvorfor: overalt er der virkeligt fredeligt og roligt, der er masser af åbne vidder med små bække og træer og man har hele tiden udsigt til en bunke bjerge i horisonten. Alt det gør bare, at himlen virker ufatteligt stor, hvilket er en god ting når solen skinner og vejret er lækkert, men lidt træls når der står torden og hagl på menuen. Som vi skulle erfare er der ikke særlig langt mellem de to yderpunkter, hvilket kom som noget af en overraskelse selv om vi var blevet advaret.

Undervejs måtte vi holde pause for at få os lidt frokost. Vi fik øje på et rigtig lækkert lille sted ved en sø, hvor man kunne sidde ved picnicborde under halvtag. Det så så hyggeligt ud, at vi fik parkeret og hevet frokost-grejet ud ved bordet. Da det var virkeligt varmt besluttede vi os for at sætte os i skygge under halvtaget, mens vi snakkede om at det kunne have været rart med en dukkert i søen. Mens Isa var godt i gang med at forberede frokosten begyndte det dog at blæse lidt op og inden vi fik set os om sad vi midt i den heftigste omgang torden/regn/hagl nogen af os nogensinde havde oplevet. Vi forsøgte at optage en lille video, for at illustrere: Hagl i Montana.

Da det igen stilnede af, var vores bil og jorden helt dækket af kæmpe hagl. Det var lidt af en oplevelse og vi var bare glade for at det ikke var det vejr vi havde mødt dagen før på vej op ad Mount Henry. Vi fik ikke så meget mere regn på vores køretur, men uvejret blev ved med at være synligt i horisonten og vi så også et lyn af og til.

Vi overnattede i en lille by lige nord for Yellowstone national park, så der var kort til parken dagen efter. Efter ankomst til parken rundede vi visitor centeret for at få et par fif til nogle gode hikes i området. Det kan godt anbefales, da rangerne er meget hjælpsomme og entusiastiske, og gode til at rådgive hvis man forklarer dem hvad det er man gerne vil. Herefter sprang vi hurtigt afsted på vores første hike ved Beaver Ponds. Vi havde læst at der skulle være gode muligheder for at se bævere, og til dels også bjørne.Da vi ikke havde fået set bjørne i Glacier håbede vi på, at det ville ske her – dog helst ikke alt for tæt på.

Vi fik ikke set mange dyr på ruten, men naturen var flot. Vi var dog nogen der mente, at det bedste ved turen var at vi fandt disse gigantiske skumfiduser i en lille butik lige hvor trailet sluttede. På vores vej til næste trail holdt vi ind et sted, hvor rigtig mange var stoppet. Det viste sig, at der gik en Black bear rundt i skoven. Det var dog kun et kort glimt vi nåede at få af den før den bevægede sig ned i en dal, hvor vi ikke kunne se fra vejen (billedet kan ses i galleriet). Mens vi stod og kiggede efter bjørnen kom der pludselig en ordentlig bison gående op over en bakketop lige på den anden side af vejen hvor vi stod.

Vi havde været så heldige at booke vores næste overnatning i en hytte i Canyon Village midt i parken, så der kørte vi til. “Byen” ligger lige ved det område i parken som kaldes for Yellowstones Grand Canyon. Det skulle være rigtigt flot, så der kørte vi ud og så solnedgangen.

Da vi godt kunne tænke os at se nogle flere vilde dyr, besluttede vi os for at stå ekstra tidligt op den følgende morgen, dvs. kl. 5. Dyrene er mere fremme, når det er lidt køligere, så der skulle være større sandsynlighed for at møde dem tidligt og sent på dagen. Om aftenen virkede det godt nok helt umuligt at skulle komme så tidligt op, men det skulle vise sig at blive ret nemt, da varmeapparatet på vores værelse ikke virkede, og det træskur vi havde fået til at sove i ikke var voldsomt godt til at holde på varmen. Vi vågnede derfor ca. kl. 3 om natten i en hytte hvor temperaturen var under frysepunktet og glædede os over at der ikke var længe til vi skulle op. Vi forsøgte at få en smule ekstra søvn, men kl. 5 var vi ude af sengen og i tøjet, så vi kunne komme ud og få varmen i bilen.

Det viste sig imidlertid at være et fantastisk valg. Vi fik taget nogle gode solopgangsbilleder og kort efter kom vi til et sted, hvor et par andre besøgende var stoppet og stod og kiggede ud over en eng. Det er generelt et godt pejle-mærke for hvornår der er noget spændende at se, og det viste sig da også, at de stod og kiggede efter et par Grizzly bjørne, en mor med sine to unger. De vandrede stille og roligt derudaf, så vi fik taget en hel masse billeder af dem.

Da vi var færdige med at skyde bjørne besluttede vi os for at det var tid til at komme ud og hike igen. Det kan godt anbefales at komme tidligt op, for da klokken kun var omkring halv syv havde vi sporet helt for os selv.

Vi havde fået anbefalet af en ranger at gå nogle stræk af to forskellige spor hvor vi skulle gå et stykke ud, og så backtracke tilbage igen. Området vi gik i skulle have masser af wildlife, og han nævnte at man så kunne gå lidt ud for sporene og se sig lidt omkring. Så det gjorde vi! Da vi var kommet ud i enden af det ene spor, og det var blevet tid til at vende om besluttede vi os for at følge en delvis udtørret flodseng som faktisk kunne lede os fra spidsen af det ene spor ud til spidsen af det andet spor. Det skulle vise sig at blive lidt af et eventyr, og vi fandt ud af, at vi nok også havde tolket rangerens kommentar om at gå off-trail lidt for frit. Yellowstone ligger mere eller mindre ovenpå en kæmpe aktiv vulkan (som dog ikke har været i udbrud i mere end 600.000 år) og er fyldt med geotermiske områder med geysere, hot springs og mud pots. Vandet heri er de fleste steder lige omkring kogepunktet, og det er kraftigt anbefalet ikke at forlade sporene i de pågældende områder, da der er risiko for at falde i underjordiske bassin’er tæt på overfladen. Hvad rangeren ikke havde fortalt var, at det andet spor faktisk gik direkte ind i sådan et område, så vores smutvej ledte os direkte ind til en masse mud pots og varme kilder. Vi sørgede dog for at holde os tæt på træerne, med god afstand til de geothermiske områder, men det gjorde det alt i alt noget mere besværligt at komme igennem og finde trailet på den anden side.

Næste punkt på dagsordenen var at se lidt nærmere på Yellowstones Grand Canyon og de flotte vandfald på Yellowstone River i dagslys.

Efter at have kigget på Grand Canyon var det tid til at køre over til det mest besøgte geothermiske område i parken, nemlig det som blandt andet indeholder geyseren Old Faithfull der nok er parkens mest kendte varemærke.

Efter sidste udbrud var det blevet tid til at forlade parken. Overordnet set har vi virkeligt været imponerede. Parken har utroligt meget at byde på, og vi kunne sagtens have brugt mere tid der, men det må blive en anden gang. Vi fortsatte sydpå gennem parken, og fandt overnatning i byen Dubois.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter at have taget en sidste overnatning i Seattle gik turen videre fra the Evergreen State, over the Gem State til the Treasure State. Vi skulle kigge lidt på hvad der måske meget passende kan betegnes som noget af en skat, nemlig Glacier National Park. Ligesom isen der er “melting at the pøvl’s” er gletcherne i Glacier NP også ved at smelte og man mener derfor, at der ikke skulle være så meget tilbage at kigge på efter 2030. Det specielle ved Glacier er nemlig gletcherne (sjovt nok) og så en masse små søer og floder som dannes af fint turkisblåt smeltevand fra gletcherne, så det vil være ærgerligt hvis de forsvinder. Men mon ikke det nok skal lykkes for den gode Villy med et par brand-taler mere, at få forklaret resten af verden hvor “sirius” situationen er, så man når at finde en løsning? Vi krydser fingre…

Dagens andet hike besluttede vi os for skulle gå til Trout Lake. Vi havde lyst til at se noget Wildlife, og turen til Trout Lake skulle være et godt sted at spotte bjørne. I det hele taget skulle Glacier NP være et af de bedste steder i hele USA til at se bjørne, i særdeleshed grizzlybjørne som er den største slags af de brune bjørne, men desværre også ret sjælden. Vi havde set skilte med advarsler om bjørne i Yosemite, men her blev der gjort væsentligt mere ud af det, og det var kraftigt anbefalet, at man medbragte bjørnespray (peberspray til bjørne) på trails’ne. Alternativt skulle man sørge for at råbe/synge/klappe/snakke højt så man kunne advare bjørnene om, at man var på vej og de kunne nå at flytte sig, så man ikke pludseligt drejede rundt om et hjørne og overraskede en af dem. Det kan de nemlig ikke lide. Da Isa plejer at være ret god til det der med at snakke, og spray’sne var ret dyre, besluttede vi os for at satse på at lave en masse lyd.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter et par fantastiske dage i Yosemite hvor vi fik hiket en masse, var det blevet tid til at køre nordpå mod Seattle. Det betød også, at det, efter seks måneder, var blevet tid til at sige farvel til Californien. Vi besluttede os dog for at runde Californiens hovedstad, Sacramento på vejen, for lige at sige ordentligt farvel. Fra Californien kørte vi ind i Oregon, og derfra videre til Washington. Turen er temmelig lang, så det var nødvendigt at dele den i to, med en overnatning i byen Roseburg i Oregon.

Vores planlagte korte frokost-stop i Sacramento udviklede sig skrækkeligt hurtigt til flere timers sightseeing, da der var masser af interessante ting at se i byen.

Det var en speciel og rigtig flot tur igennem de to stater Oregon og Washington, som går under navnene henholdsvis The Beaver og The Evergreen State. Den vestlige del af de to stater er meget bjergrig og, som navnene antyder, er der masser af skove. Man kan tydeligt mærke hvordan hele området er præget af historie omkring nybyggere og guldfeber.

Mere blev det ikke til på vores første dag i Seattle. Næste dag fik vi lov til at opleve det “rigtige” Seattle, da regnen silede ned det meste af dagen. Vi besluttede os for, at det var en excellent mulighed for at være lidt historiske/kulturelle og meldte os derfor til en rundvisning i Seattle’s gamle nedsunkne bydel. Til orientering følger hermed lidt historie:

Seattle’s primære grundlægger var en gut der blev kaldt Doc Maynard. Han boede oprindeligt i Cleveland, med en kone der hellere ville se alle byens andre mænd, end Doc. Det blev han på et tidspunkt træt af, og da han allerede havde set hele Cleveland blive opbygget besluttede han sig til at smutte vestpå for at grundlægge en ny by. Han vidste nogenlunde hvad der skulle til, så det skulle ikke være det store problem mente han. Og det viste det sig, at han også havde ret i. Hjulpet lidt på vej af guldfeberen nordpå, og et forbud fra canadierne om, at man ikke måtte rejse ind i Canada for at grave guld med mindre man medbragte forsyninger til at kunne klare sig i minimum et år (folk blev derfor nødt til at bruge alle deres penge på udstyr i Seattle) blev byen også gevaldigt stor, og Doc blev en rig mand. Seattle ligger imidlertid på 7 bjerge ligesom Rom, hvilket giver nogle gevaldige hældninger inde i midtbyen ned mod Puget sundet, og på et tidspunkt førte det til nogle seriøse kloakeringsproblemer, idet centrum faktisk lå lavere end Puget Sound, som kloakkerne løb ud i. Ifølge vores guide, var dette en af årsagerne til at Thomas Crapper fik gode muligheder for at promovere flush-toilettet. Det skulle i øvrigt også være medvirkende til at udtrykket “crap” om at gå på toilettet opstod. Apropos crap og toilet, så er det jo ikke helt den samme fornøjelse uden en fornuftig beholdning af toiletpapir, så her er et lille link med en bunke bonusinfo om netop det. Anyway, på et tidspunkt nedbrændte hele by-midten, og for at løse kloakeringsproblemerne besluttede man at hæve hele den centrale del af byen et niveau, ved ganske enkelt at fylde gaderne op med jord. Imidlertid havde folk travlt med at få deres butikker og andet bygget op igen, så de startede med at bygge løs, velvidende at gaderne på et tidspunkt ville blive fyldt med jord, således at deres stueetage ville ende med at blive til kælder, og deres 1. sal ville blive deres nye stueetage. Det er en lang historie, men alt i alt gør det altså, at man nu kan rende rundt nedenunder de nuværende fortove, og kigge ind i det der nu er ubrugte kælderetager, fyldt med gammelt skrammel fra den gang det hele blev bygget, og det valgte vi at bruge en formiddag på.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

Efter nogle timers kørsel nåede vi godt trætte frem til Sonora “lidt” uden for Yosemite, der skulle være vores base de næste par dage mens vi så parken. Med “lidt” forstås, at det tog næsten et par timer at komme fra hotellet gennem bjergene og ind i parken, som primært ligger centreret omkring en stor dal. Årsagen hertil er, at det er helt umuligt at få noget at overnatte i inde i parken på denne tid af året, da mange bestiller værelser og campingpladser allerede et år i forvejen. Da vi først fandt ud af at vi ville lægge turen forbi parken ca. en uge inden vi forlod SD, var der ikke så meget andet at gøre. Efter en god nats søvn var vi klar til den første dags oplevelser i parken, som siges at være en af de flotteste i USA. Vi havde  brugt lidt tid på at researche hvad der var af must-sees og hvilke trails der var gode at gå i forhold til den tid vi havde til rådighed. Derudover havde vi erfaret, at det ville kræve en 5-6 timers køretur at komme op til den nord-østlige del af parken, da et af de centrale pas var lukket pga. sne, så det begrænsede mulighederne en smule.

Som noget af det første tog vi op til udsigtspunktet Glacier Point, hvorfra man kan se langt størstedelen af parken. Herfra hikede vi et godt stykke ned ad et trail som gik ned i bunden af dalen, hvorefter vi gik op igen til bilen. Vi havde fået anbefalet at tage en shuttle-bus den ene vej, og så gå den anden, men da det er lidt uregelmæssigt hvornår de går besluttede vi os for ikke at bruge tid på det.

Efter at være vendt tilbage til toppen igen sprang vi i bilen og satte kursen mod dagens næste stop: Sentinel Dome. “Dome” er en betegnelse for de afrundede bjerg-/klippetoppe som der ligger en del af rundt omkring i parken. Half Dome er den mest kendte og har fået sit navn fordi den, sjovt nok, ligner en halv klippe-knold.

Næste dag havde vi besluttet os for at bruge i den aller sydligste del af parken omkring Mariposa Grove. Området er fyldt med de kæmpestore og meget imponerende Sequia træer. Det er de største levende organismer på jorden, som kan blive op til flere tusinde år gamle. De vokser kun i den vestlige del af Californien, hvor de står spredt rundt i flere forskellige lunde (groves) og Mariposa er altså en af dem. Efter noget af en køretur for at komme derned begav vi os afsted mod Wavona Vista point, hvor der skulle være en super udsigt. Undervejs sørgede vi for at komme forbi de mere bemærkelsesværdige træer i området.

Yosemite er virkelig en flot park, og vi havde nogle gode dage på trods af den lange transporttid. Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op fra parken som kan ses ved at gå ind på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her. Derudover har vi også fået fikset kortet med ruten for vores tur, så det skulle være lidt mere overskueligt.