Så lykkedes det omsider at komme afsted fra San Diego. Den sidste uge var mildt sagt temmeligt stresset. Foruden vores eksamener skulle vi have afsluttet og aftalt det videre forløb omkring projektet (vi skal afslutte det når vi kommer hjem), der skulle siges farvel til folk og ikke mindst San Diego, de sidste bølger skulle surfes, og endelig skulle der pakkes. Det sidste skulle vise sig at være noget af et projekt! Eller, måske ikke så meget det med at pakke, men mere det med at få alt det vi havde pakket ned til at være ude i bilen.

Det er endt med at Isa og jeg har taget Chrysler’en, da Muf starter med at køre til Las Vegas i en leje-bil med hans kammerat Adam, men selv om vi til at starte med var overordentligt imponerede over dens store bagagerum er det altså ikke helt nok til at rumme alt det l*** jeg har fået skrabet sammen i løbet af min tid i San Diego. Problemet blev dog ikke mindre af, at vi havde besluttet os for at tage en lille gave med til Andreas i form af en forvokset tøjdyrs-kopi af en spækhugger som Isa havde vundet en dag da vi var i Seaworld. Vi havde planlagt at smutte forbi Andreas i Palo Alto i anledning af hans afslutningsfest, og gaven fyldte, mildt sagt, ikke så lidt. Det lykkedes os dog at få hældt alting ind i bilen, og afsted kom vi så!

På trods af alle de bedste intentioner er et besøg i LA en af de mange ting som vi ikke lige har nået mens vi har været i SD. På vores roadtrip med Andreas og Cecilie var vi lige kort forbi, men Isa har aldrig været der, så næste dags formiddag (lørdag) var afsat til sightseeing i LA, da vi skulle nå Big Sur om eftermiddagen, og ende hos Andreas i Palo Alto om aftenen.

Efter at have spist satte vi kursen mod Yosemite hvor vi har planlagt at skulle bruge et par dage. Der skal nok komme flere billeder og nyt snarligt, så kig forbi inden længe.

Bedst som det var kommet i gang var det pludselig overstået. Det hele gik i hvert fald meget hurtigt, og inden vi fik set os om var vi kommet igennem Winter quarteret’s eksamener og er nu nået et godt stykke ind i Spring quarteret. Som extension studerende er opstarten af de her quarter’s en noget hektisk affære, idet vi ikke er sikret pladser til de kurser vi gerne vil følge, før alle de faste UCSD studerende har besluttet sig endeligt for hvad de vil ca. 3 uger inde i quarteret. Jeg havde besluttet mig for at satse på et fMRI kursus sammen med Muf og for at fortsætte med at lege forretningsmand på management-skolen Rady med et kursus i Organizational Leadership.

fMRI kurset afholdes på UCSD’s School of Medicine og er i bund og grund tiltænkt medicin-studerende. Det betyder at vi til tider bliver en smule rundtossede når begreber og anatomiske betegnelser på små snørklede områder i hjernen ryger gennem luften, men til gengæld morer vi os lidt når de medicinstuderende kokser over at skulle løse to opgaver på en computer på samme tid. Alt i alt er det dog et ok kursus, og vi var sikret plads fra starten da vi havde fået underviserens accept. Det samme var dog ikke tilfældet for mit leder-kursus. Vores hval-kignings-tur på det store hav havde sat mig udenfor netforbindelse i det tidsrum hvor den elektroniske venteliste åbnede, og jeg fik derfor først skrevet mig på lidt sent. Underviseren i kurset er meget populær fordi hun er virkelig dygtig, og pladserne var meget eftertragtede. Jeg måtte derfor gå i det meste af tre uger uden at være sikker på om jeg havde en plads eller ej. Som de fleste nok kan forestille sig er det rimeligt irriterende at skulle læse lektierne, lave opgaverne og købe bogen til et kursus som man måske slet ikke kan følge, og det lykkedes da heller ikke mig at gøre nogen af delene, så da jeg efter de tre uger fandt ud af, at jeg havde en plads var jeg kommet pænt bagud… Men som sagt: instruktøren er dygtig og kurset er spændende, så jeg er glad for at jeg fik pladsen alligevel.

Jeg har tidligere lovet at lægge nogle flere billeder af campus op her på bloggen, så eftersom  det her indlæg i forvejen er studie-relateret og ellers rimeligt kedeligt har jeg besluttet mig for at spice det lidt op med nogle billeder fra campus og tilhørende kommentarer. Nå, men kurserne på Rady er meget gruppe-orienterede hvilket er fint når man er international studerende og godt kunne tænke sig at møde nogle mennesker. Sidste quarter endte jeg i gruppe med vores surfer-buddy Øystein, og i denne omgang er jeg endt med at skulle udveksle opgaver med en tysker. Han er en flink fyr, men jeg må nok indrømme at jeg kommer til at tænke på den her lille sag hver gang jeg snakker med ham. Faktisk skal vi lave to forskellige gruppeopgaver i kurset, og den anden gruppe jeg er med i er nok ca. så international som den kan blive. Foruden mig er der: en estisk pige som bor i Sverige, en franskmand, en litauer som bor i Skotland, tyskeren og så en amerikaner. Men de er nogle flinke mennesker alle sammen, så det er meget hyggeligt.

Som sagt er jeg godt tilfreds med at det lykkedes mig at få en plads til kurset i Leadership og for at vi fandt fMRI kurset. Det eneste problem er bare, at der er 10 minutter fra det ene slutter til det andet starter, og de bliver afholdt i hver sin ende af campus. Selv i skarpeste trav tager det mig ca. 25 minutter at gå turen, og problemet bliver ikke mindre af, at forelæsningerne i fMRI ofte går 5-10 minutter over tiden. Heldigvis er problemer til for at blive løst, og her er løsningen på mit:

Da jeg synes at en cykel i tilstrækkelig fornuftig stand til at jeg ville turde køre på den ville være en lidt for stor investering faldt valget på den svend her. Jeg har aldrig tidligere stået på skateboard, men hvad gør man ikke som pligtopfyldende studerende for at komme til tiden til sine timer? Det er faktisk lykkedes mig at få reduceret transporttiden fra de 25 til omkring 7-8 minutter på den måde, og det er nu også ganske sjovt. Campus er faktisk fyldt med studerende på cykel eller skateboard, så det er bestemt ikke fordi man skiller sig ud fra mængden. Det samme kan dog ikke helt siges om skateboarding uden for campus. Her har jeg efterhånden fået en del blikke fra forældre og børn når jeg kommer trillende henover p-pladsen til supermarkedet. Jeg vælger at tro, at det skyldes deres ufattelige beundring af mine akrobatiske udfoldelser på boardet… Men jeg kom nu alligevel kortvarigt til at revurdere mit køb da jeg overhørte en lille dreng i supermarkedet sige, at han også ville have sådan et skateboard som ham “den store lyshårede mand har”.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke vej med projektet. Vi har fast afsat tirsdag og torsdag til undervisning og læsning på campus, men mandag, onsdag og fredag har vi ikke noget undervisning, og de bliver som regel brugt på lab’et. Der er en gruppe her på MMIL som samarbejder med Hvidovre Hospital om et studie som vores projekt er en del af. Studiet er lavet i Danmark, og omfatter en masse hjerneskanninger (funktionelle og anatomiske MR-skanninger) af 70-90 danske skolebørn over en periode på 3-4 år. Foruden skanningerne er der også registreret data om børnenes kognitive færdigheder (sprog, opfattelsesevne, intelligens m.m.), og meningen er så at finde sammenhænge mellem hjernens udvikling og børnenes færdigheder. Vores rolle i projektet er at lave en metode som kan bruges til at bestemme ændringer i tykkelsen og arealet af børnenes hjernebark (det yderste lag af hjernen) over tid, da man er interesseret i at finde ud af hvilken betydning det har for deres færdigheder. Det spændende er, at når metoden er færdig vil den også kunne bruges på eksempelvis Alzheimers patienter, hvor man ved at der sker nogle ændringer. På billedet til venstre på skærmen ovenover kan man faktisk se hvad det er vi laver. Billedet til højre bruges bare til at se på anatomi, men billedet til venstre viser med forskellige farvekoder hvor hjernebarken henholdsvis er blevet tykkere og tyndere og hvor meget den er blevet det ene eller det andet.

Noget jeg har savnet herovre er at spille basket. Jeg var derfor ret begejstret da jeg fandt ud af, at der bliver arrangeret nogle interne turneringer på skolen hvor studerende og ansatte kan melde sig til med et hold. Jeg havde læst mig frem til, at jeg bare skulle møde op til et registreringsmøde hvis jeg ikke havde noget hold, så ville der være nogen som hjalp mig med at finde et. Der er flere forskellige niveauer, og jeg havde besluttet mig for at forsøge mig på det bedste, men på mødet var der ikke nogen af dem som lige umiddelbart manglede en ekstra spiller, så jeg fik at vide at jeg bare skulle dukke op på første kamdag, så skulle der nok være nogen der kunne bruge mig – især hvis jeg lige dunkede et par gange… Så det gjorde jeg, og ganske rigtigt; 5 minutter efter jeg var kommet havde jeg fundet mig et hold! Derhjemme er det lidt “sejt” hvis man har en spiller på sit hold som ikke er hvid. Herovre er det lidt omvendt, i hvert fald er jeg den eneste hvide på mit hold. Men det er ret ‘cool bro’, de er rigtig flinke og jeg får i hvert fald lært at smide nogle håndtegn og har også udvidet mit vokabularium af slangudtryk ganske gevaldigt!

Det er lidt sjovt, for de har alle sammen meget gode bevægelser, men man kan godt mærke, at de har brugt mere tid på at stå alene og skyde på en kurv, end på rent faktisk at spille hold-basket. Det er i hvert fald lidt mere tilfældigt hvad der lige sker i forhold til når vi spiller derhjemme, men det er nu rart at få rørt sig lidt.

Jeg vil slutte for denne gang, så hav det godt og pas på jer selv til næste gang! Eller for at sige det som min nye basket-homie Sy ville gøre det: PEACE!

Aarrhhhhhh….. Lys, frisk luft, varme… Tænk, at det kan føles så rart! Efter at have besøgt Andreas i Palo Alto er de sidste godt 3 uger blevet tilbragt indespærrede i den mørke, snuskede og indelukkede hule vi kalder vores lejlighed. I virkeligheden er den slet ikke så snusket og indelukket når bare man sørger for at komme lidt ud og åbne et vindue en gang imellem, men diverse vira, bakterier og TA’s har skiftedes til at holde os svinebundede til henholdsvis sofaen, sengen og computeren og fyldt vores hoveder med C-koder, snot og matematiske formler, så overskuddet til at være friske og udadvendte har været rimeligt begrænset. Ud over en masse gode oplevelser og minder var det lykkedes den gode Lundemann at slæbe en eksotisk nord-Californisk virus med sig hjem fra Palo Alto. Uha, uha! Det skulle vise sig at blive noget af en krasbørstig satan at komme af med igen, da først den havde sat kløerne i ham. Men efter i et par dage at have snittet 22 timers søvn i døgnet (i perioder var jeg lettere nervøs, for det er meget, selv for Lundemann!), lykkedes det ham at komme ud på den anden side i en lidt friskere, hostende og snottet tilstand. Men ak og ve! Det skulle snart vise sig, at den farlige virus havde kastet sig over sit næste offer… Mig! Jeg brugte også det meste af en uge på at blive frisk igen, så en overgang var vi ret ynkelige. Det skal naturligvis siges, at det gamle udtryk om at: “uden mad og drikke duer heltene ikke” holder ganske fint stadigvæk, så et par gange måtte vi jo slæbe os op til vores gode ven VONS for at proviantere. Her blev jeg dog hurtigt en erfaring rigere; selv om amerikanerne generelt er meget åbne, venlige og udadvendte mennesker, er der en del som stadig er ret bange for svineinfluenza, og frygten for grise-virus kan åbenbart lægge en dæmper på selv den bedste amerikaners høflighed. Så efter at have stået ved siden af en ældre dame og nyst tre gange foran den minimum 50 meter lange køledisk med juice, hvor jeg havde forsøgt at tage stilling til en væsentlig og næsten uoverskuelig problemstilling omkring smag og mængden af pulp (frugtkød – ja, det er ikke bare ‘med’ eller ‘uden’ som derhjemme; her snakker vi ‘no pulp’, ‘little’, ‘medium’, ‘high’ og ‘thick pulp’) i vores juice, forventede jeg på baggrund af hendes meget chokerede og bebrejdende blik, at hun hvert øjeblik ville tilkalde security for at få mig slæbt ud af butikken. I hvert fald fik jeg indtil flere skulende blikke fra andre kunder mens jeg snøftede mig gennem butikken, så indtil videre har jeg besluttet mig for ikke at blive forkølet igen herovre… Eller i hvert fald at holde mig til pizza’er fra Papa John’s hvis det skulle ske…

Lækker selv-designet internet-pizza fra Papa John’s.

Men lad os vende tilbage til begyndelsen og kilden til den farlige virus. Da Andreas jo havde været nede og sige hej til os, besluttede vi os for, at det kun ville være passende hvis vi kørte op og sagde hej til ham også. Så torsdag morgen, godt en uge efter vores cowboy-eventyr, pakkede vi kareten og kørte mod horisonten og nye eventyr. Denne gang var målet dog Palo Alto og Stanford. Efter en god køretur på godt 8 timer, hvor vi for alvor fik nydt godt af cruise-control, car pools, Waze (iPhone GPS-app som klart kan anbefales!) og benzin til ca. halv pris af derhjemme, trillede vi ind på parkeringspladsen foran Andreas’ studie-hybel i udkanten af Stanford campus. Andreas bor sammen med en indisk medicin-studerende og en tysk fyr, som vist ikke rigtigt viser sig uden for sit værelse i tilstrækkeligt lang tid til at man kan nå at spørge ham hvad han egentlig laver… Men vi nåede da at finde ud af, at hans foretrukne spise er chokolade-muffins. Efter at have tilberedt og fortæret et fortræffeligt måltid kylling i karry med tilhørende delikate mikroovns-ris smuttede vi afsted for at se Stanfords damehold spille basket. Åbenbart er de ret skrappe, og det skulle da også hurtigt vise sig, at de velvoksne damer overgik vores universitets baskethold, både hvad angår popularitet, men øjensynligt også evner på banen (og her hentyder jeg altså til herreholdet som vi tidligere har været  ude og se!). Chearleaders’ne blev kastet højere op i luften, bandet truttede højere og den noget bizarre træ-maskot dansede vildere end hvad vi så på UCSD. Det eneste jeg måske vil fremhæve negativt var halvlegs-underholdningen, for selv om der ikke var noget på UCSD var det alligevel at foretrække frem for det de diskede op med på Stanford. I anledning af, at et eller andet kvindebasket-jubilæum skulle fejres havde de indsamlet en flok (overordentligt) ældre damer som en gang i deres spæde ungdom rent faktisk havde dyrket basket. Formålet var, at de pågældende damer skulle vise alle os andre, hvordan man spillede basket dengang, for reglerne har åbenbart ændret sig siden. Øjensynligt var det dog så længe siden, at de damer ikke længere selv var i stand til  at huske hvordan det nu lige var de havde spillet den gang, og underholdningen blev derfor til en noget rodet affære med et sted mellem 8 og 14 damer (de havde ikke lige forstået princippet bag en udskiftning) der humpede rundt mellem hinanden og mest af alt lignede nogen der burde have holdt sig hjemme under et tæppe med noget strikketøj. En af damerne var dog en 2-3 hoveder højere end de andre, og efter at have stået og kastet bolden op på kurven en 10-12 gange lykkedes det hende faktisk at få den i, til stor jubel for hele hallen. Nå, men Stanford’s skrappe damer (de unge) vandt stort, så da vi havde kæmpet os ud fra parkeringspladsen satte vi kursen mod ‘the Nuthouse’ i downtown Palo Alto hvor vi lige fangede en enkelt øl og et spil pool, inden vi hoppede hjem i seng. Næste morgen skulle vi nemlig tidligt op for at følge i sporene på Al Capone til fængslet på Alcatraz!

Welcome to Alcatraz! Muf inspicerer faciliteterne inden afgang…

 

 

Hvis det passer, at det bringer held at blive skidt på af en fugl, ses der to meget heldige fyre på billedet her…

Lækkert spisested.

Gino og Carlo i Little Italy.

Vinke, vinke, Muf…

Nogle vil måske nok kalde det nørdet, men da vi alle tre er herovre for at studere, har vi fået en vis interesse for universiteter. Så da vi var færdige på Alcatraz og havde vinket foran Golden Gate Bridge drønede vi over på den anden side af bugten og inspicerede UC Berkeley. Berkeley er det ældste af ‘University of California’-universiteterne, og en af Stanfords største rivaler når vi snakker sport. Så Muf og jeg kom grundigt på overarbejde for at dæmpe Andreas hooligan-tendenser; det lykkedes os dog at komme ud igen uden de store eskapader, selv om vi ikke kunne afholde ham fra at sætte sig eget præg på UC Berkeley campus…

Stort, gammelt tårn på Berkeley campus.

Der herskede en vis stemning af eufori og spænding blandt de studerende på campus. Årsagen var, at meteorologerne havde lovet sne for første gang siden jeg-ved-ikke-hvornår, men selv om der blev snakket meget om det, faldt der ikke så meget som et fnug…

Efter at have rundet Berkeley fortsatte vi til Oakland, hvor vi skulle se basket. I anledning af Andreas’ fødselsdag en uge tidligere havde Muf og jeg foræret ham tre billetter til den her NBA-kamp mellem det lokale hold Golden State Warriors, og Atlanta Hawks. Heldigvis valgte han at bruge to af dem på os…

Efter at have set basket gik turen tilbage til studiehytten i Palo Alto, hvor vi lige fik sundet os lidt inden vi smuttede afsted til et frat-party som Andreas havde opsnuset. I virkeligheden skulle det vise sig at være et sorority-party, men det var mindre væsentligt… Festen levede i hvert fald ganske fint op til hvad man ser på film/TV med et stort villa-lignende hus proppet med unge mennesker og røde kopper, beer-pong og en bar hvor alt var gratis (måske lidt for gratis, for da vi kom havde de ikke andet end vin tilbage, og fem minutter efter var det også slut). Men vi havde en god og meget amerikansk aften, så det var super!

Dagen efter havde vi besluttet os for at få rundet de dele af San Francisco som vi ikke havde nået efter Alcatraz. For dog at undgå at lægge alt for hårdt ud med hardcore sightseeing startede vi med at varme stille og roligt op i den friske luft i Golden State Park ved at kaste lidt rundt med en amerikansk fodbold. Det var vi omtrent lige så dårlige til som man kunne forvente, men det var nu meget sjovt alligevel.

Et par hæderlige kast blev det dog til indimellem. Her har Muf fået kastet den ganske fint afsted…

San Francisco er en stor by, med mange spændende ting og sager, så vi måtte snart afslutte slendrian i parken, og begynde at få sat nogle krydser på vores tjekliste over ting der skulle ses. Det involverede dog en del benarbejde, så til tider var det rart lige at få en hjælpende hånd og hvile bentøjet lidt…

Et andet godt sted at holde pause. Ben&Jerry’s på hjørnet af Ashbury and Haight.

Fjolleri med solbriller giver også pause…

Når man bliver for træt til at gå kan man også holde pause ved at lave drive-by shooting af malede damer i Haights.

I bøsse-kvarteret Castro var der åbenbart andre som også havde fået ømme stænger.

Castro endte med at være et af dagens sidste stop. Her har to af vores helte fået lidt ekstra energi ved udsigten til et pit-stop på en kaffebar.

Efter Castro kørte vi til Downtown og fik noget aftensmad, inden vi vendte snuden hjemad mod Stanford. Det er jo velkendt, at store fysiske anstrengelser kræver masser af væske, så aftenen blev tilbragt på et par forskellige barer i Palo Alto med at genoptanke depoterne. Det medførte så, at vi alle tre blev vidner til vores første vaskeægte chick-fight, da der pludselig opstod tumult på dansegulvet på Ruby’s. I hvert fald var der to tøser der besluttede sig for at tage sagerne i egen hånd da de øjensynligt ikke kunne blive enige om hvis stiletter der var de flotteste, og det endte med at de blev slæbt ud på skulderen af hver sin dørmand.

Søndag var det blevet tid til at inspicere Stanford campus, med Andreas som alt-vidende guide og fortæller. Arealmæssigt er Stanford USA’s største og verdens’ næst-største campus (ifølge vores guide) når man ser på sammenhængende land, så der var nok at tage fat på.

På Stanford er der også et flot gammelt tårn. Denne gang begav vi os op i det, så vi kunne tage nogle billeder af campus fra luften.

Denne gang fungerer som sådan en tids-kapsel-holder. Hvert år graver studerende fra årgangen en kasse ned under de brune fliser med ting og sager som repræsenterer de studerende netop det år.

Afslapning i solen.

Efter campus-rundvisning blev den resterende del af dagen tilbragt med at færdiggøre en aflevering som Muf og jeg havde i vores programmeringsfag, og næste dag var det blevet tid til at sætte kursen mod San Diego igen.

Siden er tiden som nævnt gået med at slås med bakterier og skoleopgaver, men vi har også haft besøg af nogle fjerne slægtninge til den der tsunami. Vores bekendtskab med tsunamien udmøntede sig heldigvis kun i, at strandene blev lukket i en dags tid, og at bølgerne de næste par dage var lidt voldsommere end de plejer at være. Det fik Muf ved selvsyn konstateret da vi var ude og surfe dagen efter de første efterdønninger fra tsunamien var ankommet. Han kunne pludselig høre nogle børn der råbte om hjælp, og måtte hen med sit board så ungerne havde noget at klamre sig til, indtil der kunne komme livreddere ud inde fra stranden af. Alt gik ganske fint, men hvordan man som forælder kan finde på at lukke sine unger ud i Stillehavet på egen hånd på sådan en dag, vel vidende, at de ikke kan svømme, er der ikke helt nogen af os der forstår…

I denne omgang nåede det heldigvis ikke så vidt, men ellers må det være meget rart for de fine og rige mennesker i bydelen La Jolla at vide hvor de skal løbe hen hvis nu den store bølge kommer…

Indtil videre har marts været den mest forrykte og stressede måned mens vi har været her, men nu har vi fået afsluttet vores eksamener (som gik fint) og det er officielt blevet tid til spring break og vaskeægte March Madness i form af slutspillet for de amerikanske college basketball hold. Det lokale hold fra San Diego State University er stadig med, så det bliver spændende. Selv om vores kurser er overståede er det dog tvivlsomt hvor meget ferie vi kommer til at holde, for vores projekt er kommet rigtig godt i gang, og vi har fået besøg fra MR-afdelingen på Hvidovre Hospital, så der er nok at se til, og vi har været til en masse møder. Men det må I høre mere om næste gang…