Efter et par fantastiske dage i Yosemite hvor vi fik hiket en masse, var det blevet tid til at køre nordpå mod Seattle. Det betød også, at det, efter seks måneder, var blevet tid til at sige farvel til Californien. Vi besluttede os dog for at runde Californiens hovedstad, Sacramento på vejen, for lige at sige ordentligt farvel. Fra Californien kørte vi ind i Oregon, og derfra videre til Washington. Turen er temmelig lang, så det var nødvendigt at dele den i to, med en overnatning i byen Roseburg i Oregon.

Vores planlagte korte frokost-stop i Sacramento udviklede sig skrækkeligt hurtigt til flere timers sightseeing, da der var masser af interessante ting at se i byen.

Det var en speciel og rigtig flot tur igennem de to stater Oregon og Washington, som går under navnene henholdsvis The Beaver og The Evergreen State. Den vestlige del af de to stater er meget bjergrig og, som navnene antyder, er der masser af skove. Man kan tydeligt mærke hvordan hele området er præget af historie omkring nybyggere og guldfeber.

Mere blev det ikke til på vores første dag i Seattle. Næste dag fik vi lov til at opleve det “rigtige” Seattle, da regnen silede ned det meste af dagen. Vi besluttede os for, at det var en excellent mulighed for at være lidt historiske/kulturelle og meldte os derfor til en rundvisning i Seattle’s gamle nedsunkne bydel. Til orientering følger hermed lidt historie:

Seattle’s primære grundlægger var en gut der blev kaldt Doc Maynard. Han boede oprindeligt i Cleveland, med en kone der hellere ville se alle byens andre mænd, end Doc. Det blev han på et tidspunkt træt af, og da han allerede havde set hele Cleveland blive opbygget besluttede han sig til at smutte vestpå for at grundlægge en ny by. Han vidste nogenlunde hvad der skulle til, så det skulle ikke være det store problem mente han. Og det viste det sig, at han også havde ret i. Hjulpet lidt på vej af guldfeberen nordpå, og et forbud fra canadierne om, at man ikke måtte rejse ind i Canada for at grave guld med mindre man medbragte forsyninger til at kunne klare sig i minimum et år (folk blev derfor nødt til at bruge alle deres penge på udstyr i Seattle) blev byen også gevaldigt stor, og Doc blev en rig mand. Seattle ligger imidlertid på 7 bjerge ligesom Rom, hvilket giver nogle gevaldige hældninger inde i midtbyen ned mod Puget sundet, og på et tidspunkt førte det til nogle seriøse kloakeringsproblemer, idet centrum faktisk lå lavere end Puget Sound, som kloakkerne løb ud i. Ifølge vores guide, var dette en af årsagerne til at Thomas Crapper fik gode muligheder for at promovere flush-toilettet. Det skulle i øvrigt også være medvirkende til at udtrykket “crap” om at gå på toilettet opstod. Apropos crap og toilet, så er det jo ikke helt den samme fornøjelse uden en fornuftig beholdning af toiletpapir, så her er et lille link med en bunke bonusinfo om netop det. Anyway, på et tidspunkt nedbrændte hele by-midten, og for at løse kloakeringsproblemerne besluttede man at hæve hele den centrale del af byen et niveau, ved ganske enkelt at fylde gaderne op med jord. Imidlertid havde folk travlt med at få deres butikker og andet bygget op igen, så de startede med at bygge løs, velvidende at gaderne på et tidspunkt ville blive fyldt med jord, således at deres stueetage ville ende med at blive til kælder, og deres 1. sal ville blive deres nye stueetage. Det er en lang historie, men alt i alt gør det altså, at man nu kan rende rundt nedenunder de nuværende fortove, og kigge ind i det der nu er ubrugte kælderetager, fyldt med gammelt skrammel fra den gang det hele blev bygget, og det valgte vi at bruge en formiddag på.

Hvis du skulle have lyst har vi lagt flere billeder op som kan ses i albummet på siden Billeder øverst til højre, eller ved at følge linket her.

…is the Lord, not swear words!”

Sådan står der på flere skilte rundt omkring i byen. Der er sikkert mange som ikke har det store forhold til ham deroppe, men der er også en del som uden tvivl er ret pjattede med ham. I hvert fald ligger der en masse kirker og trossamfund rundt omkring her, og i modsætning til kirkerne derhjemme ser det ud til, at de her faktisk bliver brugt. Så nogen må der jo være, og onsdag i sidste uge stødte Isa og jeg faktisk ind i en som uden tvivl er mere end almindeligt begejstret for at der sidder en deroppe og trækker i trådene så hendes liv hernede forløber på passende vis. For min skyld må folk tro og mene hvad de har lyst til, men jeg må nok indrømme, at jeg er typen som skal anstrenge mig gevaldigt for ikke at sparke repræsentanterne fra Jehovas Vidner ned af trappen når de kommer og vækker mig lørdag morgen, for at fortælle mig, at jeg skal til at bruge noget af den tid jeg ikke har på at gå i kirke, og så i øvrigt lige smide lidt ekstra morskab og sjov over højre skulder ved at holde op med at fejre jul og fødselsdag. Kort og godt er jeg ikke så modtagelig for prædikener om tro, men den dame her var nu alligevel lidt anderledes, og det var lidt tilfældigt at vi kom i snak med hende.

Vi havde været nede og gå ved stranden ude ved La Jolla og havde passeret hende en gang mens hun læste. Da vi kom forbi hende igen tilbød hun at tage et billede af os, fordi vi var stoppet op og stod og fedtede med kameraet. Da hun kunne høre, at vi var udlændinge blev hun nysgerrig, og spurgte om hvordan vi i Danmark har det med gud, Jesus og tro i det hele taget. Hun var noget overrasket over at høre, at vi, og danskere generelt, ikke er videre troende og mere tilbøjelige til at mene, at vi nedstammer fra aber end at vi er skabt af en eller anden. At mange samtidig betaler kirkeskat, men stort set ikke bruger kirken eller, at vi ikke havde læst biblen kunne hun slet ikke forstå. Hun var selv gået ned til stranden for at læse biblen og nyde naturen, for når noget kunne være så smukt måtte der være en gud mente hun. Generelt virkede hun mest som om hun havde ondt af os, fordi vi var sådan nogle stakkels forvildede nogen, og det endte med, at hun spurgte os om vi ikke nok ville læse i den, hvis hun nu gav os sin bibel. Vi blev lidt overvældede over, hvor stærkt hun følte for det, og har begge mange gange tænkt, at det kunne være meget sundt at have en lidt bedre ide om, hvad der står i verdens mest trykte bog, end hvad der er tilfældet for vores vedkommende, så det endte med, at vi takkede ja og gik med til at læse “Mark, Luke and John” (Marcus, Lucas og Johannes Evangeliet?, red.). Vi fik således stukket en fin læderindbundet bibel i hånden, og sagde så pænt farvel til damen, som var mere end lykkelig over, at der var bare den mindste chance for, at vi ville læse i den. Forhåbentlig kunne det jo omvende os fuldstændig! Jeg tvivler på det sker, men jeg var nu godt nok noget imponeret over hendes indstilling og overbevisning, så nu har jeg mig lidt nyt læsestof. Damen satte sig ned igen, og fortsatte med at nyde “guds værk” og vi gik videre.

La Jolla er en del af San Diego, hvor kysten er meget klippefyldt og at der virkelig er utroligt flot dernede ved stranden er nu heller ikke til at betvivle! Jeg har allerede lagt nogle billeder op i et tidligere indlæg hvor Isa kigger ud over stranden fra klipperne, og her kommer nogle flere fra vores tur:

Generelt set er det hele begyndt at hænge godt sammen herovre, og alting føles egentlig rimeligt meget som en almindelig hverdag; dog naturligvis med visse afvigelser hjemmefra.Vi har ikke helt vænnet os til det endnu, men vi er bl.a. meget glade for at få vores varer pakket i poser og blive tilbudt at få dem båret ud til bilen af en dertil ansat udbærer og vare-pose-pakker når vi handler i vores lokale kæmpestore supermarked “Vons” som næsten er døgnåbent og faktisk meget velassorteret. Bl.a. har de en kæmpe frugt og grønt afdeling, men selv om vi stort set har fundet alt hvad vi har kunnet tænke os indtil videre er rugkerner desværre ikke til at opdrive (ja, vi er begyndt at savne rugbrød så meget, at vi går og fifler lidt med tanken om at bage selv). Til de interesserede kan det siges, at firmaet bag hjemve.dk tilbyder at sende Amo rugbrødsblandinger herover for 26 kroner, så måske slår vi til. Når vi så er færdige med at handle foregår aftensmads-tilberedningen som oftest på grill, mens vi venter i spa’en ved siden af og skiftes til at gå op og vende maden. Det kan vi til gengæld godt vænne os til…

Torsdag havde jeg min første midterm herovre, hvilket jeg var lidt spændt på. Den gik rimeligt fornuftigt, selvom jeg var overrasket over nogle af de ting som der blev lagt vægt på i prøven. Og så var jeg lidt træt af bagefter at finde ud af, at stort set alle de norske studerende som også følger kurset havde svaret 100 % rigtigt fordi de havde fået fingre i prøven fra sidste quarter, og den åbenbart var fuldstændig magen til den vi fik. I det mindste kunne de lige have delt den med mig…

Efter midterm torsdag tog Isa og jeg ud og kiggede efter hvaler om fredagen. Det er meget populært herovre, da de praktisk talt kommer “plaskende” lige forbi på deres tur op og ned langs Highway 100-Stillehav i deres jagt på alt muligt: varmt vand, koldt vand, selskab, tanglopper og alskens andet kravl, alt afhængigt af årstiden. I øjeblikket har de vist oprettet hovedkvarter lidt sydligere end SD, men efter sigende skulle de snart vende næsen mod nord igen.

Det vi egentlig var kommet for var jo at se hvaler, og kaptajnen sørgede da også for at holde os alle sammen til ilden ved at fortælle, at det var meget vigtigt, at vi sørgede for at være opmærksomme og spejde ud over havet, for man kunne aldrig vide hvor de ville dukke op. Hvis man så noget skulle man råbe “There she blows” (fordi det oftest vil være den sky af vand og luft som hvalerne udånder man får øje på) og det var noget som amerikanerne gik op i! Imidlertid var der ikke rigtig nogen der fik mulighed for at råbe noget som helst, før vi praktisk talt stødte sammen med en. Jeg stod i den ene side af skibet og kiggede ud over vandet, da man pludselig kunne fornemme en skygge lige ved siden af båden, og op kom en temmelig stor hval! Den svømmede vinkelret på vores sejlretning og havde lige været svømmet under båden. Åbenbart bliver de forvirrede af radarerne på bådene, og da der også var indtil flere marinefartøjer på havet den dag var den her hval åbenbart godt rundtosset mente kaptajnen. Han påstod i hvert fald, at den næppe havde været klar over, at vi var der, før den pludselig kom op af vandet 2 meter fra os. Efterfølgende forsøgte vi at holde os i nærheden af den, og vi fik flere gange set den på afstand når den kom op efter et dyk, hvilket gav amerikanerne gode muligheder for at råbe sig hæse.

Alt i alt var det en rigtig god tur. Mens vi stalkede den ene finhval dukkede der en anden op, og vi fik også set pelikaner (som åbenbart er ret sjældne) flere forskellige slags delfiner og søløver. Da vi kom hjem samlede vi Muf op, og tog så ind til Oldtown. Oldtown er den ældste del af San Diego hvor byen (og efter sigende også Californien) skulle være blevet grundlagt af spanierne. Den var centrum i lang tid, indtil en brand ødelagde det hele, og centrum blev rykket til downtown, men mange af de gamle huse er restaureret så det hele ser ud som i det vilde vesten (mere eller mindre). Efter Oldtown tog vi ud og så UCSD Tritons spille baseball, hvilket var ganske underholdende.

Lørdag var Isa’s sidste dag i San Diego, så der stod den på hygge. Vi tog derfor tidligt til Balboa Park midt i SD. Der er grønt og flot og ligger en masse museer, og vi fik hygget og kigget på en masse flotte bygninger i spansk stil, men vi sprang museerne over i denne omgang… Efterfølgende tog vi ud til halvøen Point Loma, for at se solen gå ned over stillehavet. Det er i bund og grund er militært område, men der er indrettet udsigtspunkter flere steder fordi der er en rigtig flot udsigt ind over byen på den ene side, og havet på den anden. Om aftenen tog vi ind og spiste sushi i Downtown, på den samme restaurant som vi havde været på en uge tidligere med Andreas. Og så var det også hjem og i seng, da Isa næste morgen skulle tidligt med flyveren hjem til Danmark, hvor hun skal arbejde nogle måneder for firmaet Ictal Care. Vi er spændte på at høre hvad hun synes om det, og hvordan det skal gå os drenge med at få fyldt køleskabet og vasket tøjet på egen hånd, men vi skal nok komme med opdateringer løbende.

Der ligger mange flere billeder inde i albummene “San Diego” og “Whale Watching” under siden Billeder. Hvis du, efter at have læst denne lange smøre skulle have mod på at læse lidt mere, og trænger til et godt grin, så prøv at følge linket:

http://www.27bslash6.com/strata.html