Bedst som det var kommet i gang var det pludselig overstået. Det hele gik i hvert fald meget hurtigt, og inden vi fik set os om var vi kommet igennem Winter quarteret’s eksamener og er nu nået et godt stykke ind i Spring quarteret. Som extension studerende er opstarten af de her quarter’s en noget hektisk affære, idet vi ikke er sikret pladser til de kurser vi gerne vil følge, før alle de faste UCSD studerende har besluttet sig endeligt for hvad de vil ca. 3 uger inde i quarteret. Jeg havde besluttet mig for at satse på et fMRI kursus sammen med Muf og for at fortsætte med at lege forretningsmand på management-skolen Rady med et kursus i Organizational Leadership.

fMRI kurset afholdes på UCSD’s School of Medicine og er i bund og grund tiltænkt medicin-studerende. Det betyder at vi til tider bliver en smule rundtossede når begreber og anatomiske betegnelser på små snørklede områder i hjernen ryger gennem luften, men til gengæld morer vi os lidt når de medicinstuderende kokser over at skulle løse to opgaver på en computer på samme tid. Alt i alt er det dog et ok kursus, og vi var sikret plads fra starten da vi havde fået underviserens accept. Det samme var dog ikke tilfældet for mit leder-kursus. Vores hval-kignings-tur på det store hav havde sat mig udenfor netforbindelse i det tidsrum hvor den elektroniske venteliste åbnede, og jeg fik derfor først skrevet mig på lidt sent. Underviseren i kurset er meget populær fordi hun er virkelig dygtig, og pladserne var meget eftertragtede. Jeg måtte derfor gå i det meste af tre uger uden at være sikker på om jeg havde en plads eller ej. Som de fleste nok kan forestille sig er det rimeligt irriterende at skulle læse lektierne, lave opgaverne og købe bogen til et kursus som man måske slet ikke kan følge, og det lykkedes da heller ikke mig at gøre nogen af delene, så da jeg efter de tre uger fandt ud af, at jeg havde en plads var jeg kommet pænt bagud… Men som sagt: instruktøren er dygtig og kurset er spændende, så jeg er glad for at jeg fik pladsen alligevel.

Jeg har tidligere lovet at lægge nogle flere billeder af campus op her på bloggen, så eftersom  det her indlæg i forvejen er studie-relateret og ellers rimeligt kedeligt har jeg besluttet mig for at spice det lidt op med nogle billeder fra campus og tilhørende kommentarer. Nå, men kurserne på Rady er meget gruppe-orienterede hvilket er fint når man er international studerende og godt kunne tænke sig at møde nogle mennesker. Sidste quarter endte jeg i gruppe med vores surfer-buddy Øystein, og i denne omgang er jeg endt med at skulle udveksle opgaver med en tysker. Han er en flink fyr, men jeg må nok indrømme at jeg kommer til at tænke på den her lille sag hver gang jeg snakker med ham. Faktisk skal vi lave to forskellige gruppeopgaver i kurset, og den anden gruppe jeg er med i er nok ca. så international som den kan blive. Foruden mig er der: en estisk pige som bor i Sverige, en franskmand, en litauer som bor i Skotland, tyskeren og så en amerikaner. Men de er nogle flinke mennesker alle sammen, så det er meget hyggeligt.

Som sagt er jeg godt tilfreds med at det lykkedes mig at få en plads til kurset i Leadership og for at vi fandt fMRI kurset. Det eneste problem er bare, at der er 10 minutter fra det ene slutter til det andet starter, og de bliver afholdt i hver sin ende af campus. Selv i skarpeste trav tager det mig ca. 25 minutter at gå turen, og problemet bliver ikke mindre af, at forelæsningerne i fMRI ofte går 5-10 minutter over tiden. Heldigvis er problemer til for at blive løst, og her er løsningen på mit:

Da jeg synes at en cykel i tilstrækkelig fornuftig stand til at jeg ville turde køre på den ville være en lidt for stor investering faldt valget på den svend her. Jeg har aldrig tidligere stået på skateboard, men hvad gør man ikke som pligtopfyldende studerende for at komme til tiden til sine timer? Det er faktisk lykkedes mig at få reduceret transporttiden fra de 25 til omkring 7-8 minutter på den måde, og det er nu også ganske sjovt. Campus er faktisk fyldt med studerende på cykel eller skateboard, så det er bestemt ikke fordi man skiller sig ud fra mængden. Det samme kan dog ikke helt siges om skateboarding uden for campus. Her har jeg efterhånden fået en del blikke fra forældre og børn når jeg kommer trillende henover p-pladsen til supermarkedet. Jeg vælger at tro, at det skyldes deres ufattelige beundring af mine akrobatiske udfoldelser på boardet… Men jeg kom nu alligevel kortvarigt til at revurdere mit køb da jeg overhørte en lille dreng i supermarkedet sige, at han også ville have sådan et skateboard som ham “den store lyshårede mand har”.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke vej med projektet. Vi har fast afsat tirsdag og torsdag til undervisning og læsning på campus, men mandag, onsdag og fredag har vi ikke noget undervisning, og de bliver som regel brugt på lab’et. Der er en gruppe her på MMIL som samarbejder med Hvidovre Hospital om et studie som vores projekt er en del af. Studiet er lavet i Danmark, og omfatter en masse hjerneskanninger (funktionelle og anatomiske MR-skanninger) af 70-90 danske skolebørn over en periode på 3-4 år. Foruden skanningerne er der også registreret data om børnenes kognitive færdigheder (sprog, opfattelsesevne, intelligens m.m.), og meningen er så at finde sammenhænge mellem hjernens udvikling og børnenes færdigheder. Vores rolle i projektet er at lave en metode som kan bruges til at bestemme ændringer i tykkelsen og arealet af børnenes hjernebark (det yderste lag af hjernen) over tid, da man er interesseret i at finde ud af hvilken betydning det har for deres færdigheder. Det spændende er, at når metoden er færdig vil den også kunne bruges på eksempelvis Alzheimers patienter, hvor man ved at der sker nogle ændringer. På billedet til venstre på skærmen ovenover kan man faktisk se hvad det er vi laver. Billedet til højre bruges bare til at se på anatomi, men billedet til venstre viser med forskellige farvekoder hvor hjernebarken henholdsvis er blevet tykkere og tyndere og hvor meget den er blevet det ene eller det andet.

Noget jeg har savnet herovre er at spille basket. Jeg var derfor ret begejstret da jeg fandt ud af, at der bliver arrangeret nogle interne turneringer på skolen hvor studerende og ansatte kan melde sig til med et hold. Jeg havde læst mig frem til, at jeg bare skulle møde op til et registreringsmøde hvis jeg ikke havde noget hold, så ville der være nogen som hjalp mig med at finde et. Der er flere forskellige niveauer, og jeg havde besluttet mig for at forsøge mig på det bedste, men på mødet var der ikke nogen af dem som lige umiddelbart manglede en ekstra spiller, så jeg fik at vide at jeg bare skulle dukke op på første kamdag, så skulle der nok være nogen der kunne bruge mig – især hvis jeg lige dunkede et par gange… Så det gjorde jeg, og ganske rigtigt; 5 minutter efter jeg var kommet havde jeg fundet mig et hold! Derhjemme er det lidt “sejt” hvis man har en spiller på sit hold som ikke er hvid. Herovre er det lidt omvendt, i hvert fald er jeg den eneste hvide på mit hold. Men det er ret ‘cool bro’, de er rigtig flinke og jeg får i hvert fald lært at smide nogle håndtegn og har også udvidet mit vokabularium af slangudtryk ganske gevaldigt!

Det er lidt sjovt, for de har alle sammen meget gode bevægelser, men man kan godt mærke, at de har brugt mere tid på at stå alene og skyde på en kurv, end på rent faktisk at spille hold-basket. Det er i hvert fald lidt mere tilfældigt hvad der lige sker i forhold til når vi spiller derhjemme, men det er nu rart at få rørt sig lidt.

Jeg vil slutte for denne gang, så hav det godt og pas på jer selv til næste gang! Eller for at sige det som min nye basket-homie Sy ville gøre det: PEACE!

Så er vi efterhånden nået til det tidspunkt i historien hvor vores to helte (MJ og ME) er blevet ladt alene i SD af heltinden (IC) som er taget tilbage til København. Rent faktisk er vi nået et godt stykke forbi det tidspunkt, for det er som om tiden går ret stærkt herovre, og der har ikke været så meget helte-overskud til at skrive blog de sidste par uger. Men det betyder ikke at der ikke er noget at skrive om. Der er løbende en lind strøm af lektier og opgaver der skal laves, TV-serier der skal ses på netflix, basketkampe der skal ses i fjernsynet, øl der skal drikkes og bølger der skal surfes, så det er med at holde tungen lige i munden hvis man skal følge med. Men vær ganske rolig, vi gør vores bedste, og det lykkes os også rimeligt godt… Søndag efter Isa var taget hjem tog vi på bryghus i Pacific Beach (PB) og så Super Bowl med nordmanden (Øystein) som jeg har management med. Det var en fed kamp, stemningen var god, og øllene smagte godt, så det endte med at blive en rigtig fin aften. De efterfølgende par uger har været forholdsvist stille og rolige. Vi fik overstået vores midterms og nærmer os nu kraftigt eksamensperioden. Vi har også fået etableret os på laboratoriet (the MultiModal Imaging Lab – MMIL) hvor vi skal arbejde på vores projekt. Her brugte vi et par dage på at komme i gang i selskab med en flink programmør-fyr, Trevor, og en ordentlig bunke UNIX koder. Men da vi jo også er afsted for at opleve noget, besluttede vi os for at prøve at tage på tur med Outback Adventures, et outdoor-event firma der er på campus. Af de ture de kunne tilbyde faldt valget på en tur til en ranch i Baja California i Mexico. (Baja California er den lange nord-syd-gående halvø som ligger på vestsiden af Mexico.) Vi skulle ud og lege cowboys højt til hest på en mexicansk ranch ca. 2 timers kørsel syd for grænsen. Jeg må nok indrømme, at efterhånden som vi kom tættere og tættere på turen, og vejrudsigten lovede mere og mere regn, steg min frygt for at skulle tilbringe en hel weekend i drivvåd tilstand, efterlignende Dirch Passer i “Præriens Skrappe Drenge” på et øg af en miniature-trækpony direkte importeret fra Klampenborg Dyrehave, ganske væsentligt… Men for at mane alle Brokeback-vittigheder til jorden med det samme kan jeg lige så godt sige, at det skulle vise sig at blive en kanon tur! Lørdag mødtes vi på campus med de andre deltagere på turen. Vi var 10 i alt: 5 piger og 5 drenge, hvoraf en var guide. Efter at have fået udleveret nogle usandsynligt grimme klatrehjelme som, ifølge Outback, åbenbart var fuldstændigt uundværlige når man skulle op og sidde på sådan en firbenet krikke satte vi kursen mod Mexico. Og efter ca. 4 timers kørsel (heraf 2 på nogle mexicanske veje, hvis tilstand mange steder overgik selv de sørgeligste hjulspor jeg har oplevet i de danske øvelsesterræn’er) nåede vi frem til ranchen. Den lå i nogle virkelig flotte omgivelser, og for at gøre det hele så autentisk som muligt var der ingen elektricitet nogen steder på ranchen.

Som nævnt endte det med at blive en rigtig god weekend. Hvis vi selv skal sige det er vi ikke endt med at være mere hjulbenede end vi var i forvejen, og selv mine værste “Dirch-på-en-pony”-fantasier blev der effektivt sat en stopper for da ranch-far første gang vi skulle ud kom slæbende med den største hest på hele ranchen. Det var en hel del mere cool end jeg havde forestillet mig at ride rundt iført cowboy-chaps med tømmerne i den ene hånd og den anden hængende nonchalant ned langs siden og bare nyde naturen og de flotte omgivelser. Alt i alt kan det i hvert fald sagtens anbefales!