Coca-Cola, en stor sten, reparations-vanskeligheder og olympiade. Og så lidt natteliv… Det er sådan ca. den korte sammenfatning af vores oplevelser og det næste indlæg herinde på bloggen. Skulle du have mod på mere, så kommer den lange historie her.
Efter rafting og andet godt nord for Atlanta ankom vi sent torsdag aften til vores hotel lige udenfor den olympiske by fra 1996. De 160.000+ miles som Chrysleren efterhånden havde fået på bagen var begyndt at udtrykke sig så kraftigt i form af en heftig rumlen/rysten i rattet, at vi havde besluttet os for at vi hellere måtte opsøge en mekaniker. Det var derfor første punkt på dagsordenen fredag, og efter at have kørt lidt rundt fandt vi da også en som havde tid til at re-aligne hjulene og rattet. Det skulle tage et par timer, så vi besluttede os for at tage på Coca-Cola museet imens (Coca-Cola er opfundet i Atlanta!).
Desværre nåede vi kun lige ud af døren fra værkstedet, før deres mekaniker ringede os op og fortalte, at det nok ville være lidt mere kompliceret end som så, at få rettet op på vores amerikanske venindes skavanker. Damen trængte åbenbart til nye hofter (indre og ydre tire rods) og med bedøvelse var det altså en hel-dags operation, så vi blev bedt om at komme igen mandag. Da vi har et relativt stramt ferie-program og gerne skulle videre mod Washington DC og nye oplevelser, besluttede vi os for at køre hende lidt forsigtigt og håbe på, at vi ville kunne nå frem til DC uden åbne brud eller andre større skader. Nå, men efter at den gode doktor-mekaniker havde fragtet vores bil ned fra operationsbordet igen kørte vi ind til Coco-Cola museet.
Sjovt nok er det hele meget Coca-Cola agtigt, men det er nu alligevel ret imponerende at se hvor mange forskellige projekter de har haft deres fingre nede i, samt deres dedikation til at gøre det at smage på noget sirups-vand med bobler til en positiv oplevelse i stil med en tur i Disney-land. Personligt er det måske ikke helt den følelse jeg sidder med når jeg søndag med tømmermænd skyller en klistret pizza fra den lokale ned med en kold Cola, men deres begejstring og dedikation er ikke desto mindre beundringsværdig. Det hele bliver afsluttet i deres smags-hal, hvor man kan få lov til at smage på over hundrede af de mange forskellige læskedrikke som Coca-Cola står for at lave. Dog kræver det, at man altså er i stand til at kæmpe sig forbi de mange sukker-hungrende amerikanere som efter en times museums-besøg nu er nærmest paniske for at få hældt noget sukker-vand indenbords. Vores overskud var ikke saa stort, og vi nåede derfor ikke så langt…
Da vi erfarede, at Charlotte gemte på en ægte perle i form af en bar ved navn Valhalla som er drevet af en nordmand og spækket med Carlsberg og andet godt måtte vi naturligvis ud og kigge nærmere på den. Imidlertid endte det med at blive lidt af en prøvelse for vores lollandske ven, Muf, som har haft en hård tid her i syden. Det har nemlig vist sig, at den unge mand har en komfort-temperatur lige et sted mellem 22,8 og 23,5 grader (C, ja…). Stiger temperaturen meget over dette interval omdannes vores unge ven ganske hurtigt til flot-fyr udgaven af Svend fra De Grønne Slagtere (og ja, det er Mads Mikkelsen der spiller Svend). Det kan godt skabe visse vanskeligheder når man her i syden skal i byen og tage sig ud fra sin bedste side, og Lundemann var derfor på en hård prøve den aften i Charlotte, men han gjorde det nu godt alligevel! Den umiddelbare årsag kendes ikke, nogle mener det skyldes den unge mands fantastiske form, men umiddelbart er det ikke en forklaring vi helt er tilbøjelige til at tage for gode varer…
Efter anbefalinger fra nogle amerikanere vi havde mødt da vi raftede valgte vi næste dag at bruge lidt ekstra tid på turen, for at slå et smut forbi et stykke vej kaldet Blue Ridge Parkway. Det skulle være rigtig flot, og det viste sig da også at holde stik.